Wim Wenders spillefilm Paris, Texas fra 1984 er en af de moderne klassikere, når det gælder roadmovies. Den bragte begrebet roadmovies op på et helt nyt niveau med sit fantastiske billedsprog, det begrænsede fortælletempo, en nærværende historie og nogle fantastiske skuespillerpræstationer. Tilsæt dertil Ry Cooders insiterende guitar på soundtracket, og man har en klassiker – der helt fortjent blev belønnet med De Gyldne Palmer i Cannes. Et moderne mesterværk, som stadig er en af 80’erne helt store filmoplevelser.
Se den officielle trailer for Paris, Texas:
Historien om en mand, der har skrabet bunden
”You look like 40 miles of rough road” siger Walt, da han møder sin bror Travis et sted ude midt i ingenting i det vestlige Texas. Dermed er roadmovie temaet slået an.
Travis er en mand, der har været ude for en massiv nedtur de seneste fire år og i den grad har skrabet bunden – hvilket tydeligt kan ses på ham. Han har dog en søn, Hunter, som hans bror og kone har taget sig af. Og det er bl.a. Hunter, der et sted i Travis’ underbevidsthed har været med til at holde ham i live.
Walt får Travis overbevist om, at han skal tage med til Los Angeles og møde sin søn. Travis nægter dog at flyve, så det bliver i stedet en køretur fra Texas gennem New Mexico og Arizona til Los Angeles på to døgn.
Da Travis er ankommet til L.A. starter en langsom tilnærmelsesproces sig mellem far og søn, der reelt ikke kender hinanden, da Hunter kun var fire år gammel, da Travis forsvandt sporløst. Men de lærer langsomt hinanden at kende, og siden starter de sammen en jagt på Travis’ ex-kone og Hunters mor, som igen fører Travis tilbage til Texas.
Perfekt cast i en fantastisk film
Det er altid en fornøjelse at sætte sig til rette og se en film, når både handling, skuespil, fotografering og musik går op i en højere enhed. Det er i den grad tilfældet i Paris, Texas.
Harry Dean Stanton spiller en af sin karrieres bedste roller som Travis, der i starten trasker ensomt afsted midt ude i ingenting i Texas, og først langsomt men sikkert vender tilbage til civilisationen. Et lige så stort scoop er den unge Hunter Carson, der spiller hans unge søn. Knægten – der også i virkeligheden hedder Hunter – er ganske enkelt et fund til den rolle.
Dean Stockwell er driftssikker i rollen som broren til Travis, der i filmen i øvrigt lever af at skifte billboards langs motorvejene i Los Angeles – endnu en roadmovie reference. Og endelig så er der Nastassja Kinski, en af 80’ernes helt store stjerner, der nok leverer sin karrieres bedste præstation som Travis’ ex-kone, han hen mod slutningen af filmen finder i en slags sexbiograf et sted i Houstons storbylandskab. John Lurie, som spiller en af hovedrollerne i Stranger Than Paradise, har også en lille birolle i Paris, Texas som alfons.
Unikt filmhold bag Paris, Texas
Paris, Texas vandt Guldpalmerne ved filmfestivallen i Cannes i 1984 – den højeste udmærkelse en kunstfilm som Paris, Texas kan få. Hvilket var fuldt fortjent.
Paris, Texas er således stadig instruktøren Wim Wenders bedste spillefilm til dato, hvilket ikke siger så lidt. Men filmholdet han omgav sig med under tilblivelsen af Paris, Texas var også filmhåndværkere fra øverste hylde. Fotograferingen er således langt i hænderne på den dygtige filmfotograf Robby Müller, og filmens manuskript er skrevet af Sam Shepard – der i øvrigt fra tid til anden også dukker op foran lærredet som skuespiller. Og så var der jo også lige Ry Cooders musik – et sjældent lykketræk af et mesterværk!
Soundtrack med Ry Cooders guitar
Instruktøren Wim Wenders har altid interesseret sig for fotografi – hvilket tydeligt kan ses på filmens billedside. Wenders er således en ganske habil fotograf, og han har flere gange haft sine fotografier, der bl.a. blev taget under optagelserne til Paris, Texas, udstillet på forskellige kunstmuseer, bl.a. Aros i Århus.
Ry Cooders lydspor til Paris, Texas blev et ret stort hit som soundtrack, og det kan stadig købes. CD udgaven, jeg selv har stående, inkluderer ud over Cooders insisterende guitar, der ledsager ørkenlandskaberne i Texas, også den cirka 12 minutter lange dialog fra filmen, hvor Traves for første gang mødes med sin ex-kone i Texas. Her taler de to sammen i en slags pornobiograf med kabiner, og hun tror i starten, at han er en helt almindelig ”kunde”, indtil det går op for hende, at manden ude bag ruden er hendes ex-mand. Det er en kongescene – også når den høres på lydsporet på soundtracket uden billede.
Paris, Texas er et must i denne artikelserie om roadmovies – og jeg betragter personligt Paris, Texas som den bedste roadmovie, der blev lavet i løbet af 1980’erne.
Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies
Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Læg en kommentar