Instruktøren David Lynch har altid været en troldmand bag et kamera, og i 1990 svingede han for alvor tryllestaven i Wild at Heart med Nicolage Cage og Laura Dern i de to hovedroller, som to unge forelskede, der må gå så grueligt meget igennem, inden de kan få hinanden. Wild at Heart løb med hovedprisen på filmfestivalen i Cannes, De Gyldne Palmer, og selvom det er godt 25 år siden, at filmen havde premiere, holder Wild at Heart stadig ung – også som roadmovie.

Se den officielle trailer for Wild at Heart:

Den håbløse kærlighed
Sailor Ripley er en fyr, der som han selv udtrykker det i filmen, ”ikke fik meget forældrestøtte” under hans opvækst. Alligevel er han landet nogenlunde på begge ben, men har desværre forelsket sig i den forkerte pige, Lulu, hvis mor vil gøre alt for at sætte en stopper for forholdet.

Hun hyrer derfor en hel stribe af mere eller mindre skumle typer, der skal spænde ben for Sailor og Lulus kærlighed. I starten af filmen i form af en knivstikker, som Sailor dog får grundigt pacificeret – så grundigt, at knivstikkeren dør af det – og Sailor ryger et par år i fængsel for vold med døden til følge.

South Carolina, New Orleans og Texas
Da Sailor Ripley er ude igen to år senere, er det første han gør at opsøge Lulu, og straks springer gnisten igen mellem Lulu og Sailor. De tilbringer nogle særdeles hede nætter sammen, inden det unge par vælger at vende ryggen til South Carolina og Lulu’s mor, og sætte kursen vestover mod Californien i Lulus klassiske Thunderbird cabriolet – i jagten på fælles lykke og håb for fremtiden.

Lulus mor er dog endnu engang på krigsstien og sender først sin kæreste Johnnie Farragut efter de to, for efterfølgende også at sætte den skruppelløse lejemorder Santos på opgaven, med instrukser om en gang for alle at sætte en stopper for Sailor – underforstået at dræbe ham.

Det bliver en hæsblæsende tur i bedste roadmovie stil fra South Carolina ned forbi et dystert New Orleans og videre til den lille flække Big Tuna i Texas, hvor der trods det golde landskab huserer indtil flere bizarre typer. Herfra udvikler historien sig i endnu en bizar retning, som David Lynch kan skrue den sammen.

Fantastisk persongalleri af bizarre figurer
Apropos det groteske: David Lynch’ kærlighed for bizarre bifigurer fornægter sig ikke: De står i kø rundt om i filmen, ikke mindst i det sydlige Texas, hvor Willem Dafoe leverer karrierens nok mest bizarre figur som stjernepsykopaten Bobby Peru. Men også Isabella Rosselini, John Lurie og Pruitt Taylor Vince dukker op i lejrbålets skær i Texas.

Harry Dean Stanton spiller en af de mere afdæmpede bifigurer i rollen som Johnnie Farragut, mens J.E. Freeman er den psykopatiske lejemorder Santos. Kvinden der bærer konstant brænde til bålet og holder filmens energi ved lige, er Diana Ladd i rollen som den uberegnelige mor til Lulu. Endelig dukker også Twin Peaks stjernen Sherilyn Fenn op for en kort bemærkning som trafikoffer et sted ude i Texas’ ørken.

Roadmovie helt ind til benet
Selvom Wild at Heart – eller Vilde Hjerter som den hed på dansk – tager nogle gevaldige afstikkere rundt om i handlingen, er Wild at Heart i bund og grund en roadmovie. Hovedparten er filmen går med køreturen fra South Carolina via New Orleans og videre vestpå til Texas. En tur fyldt mes masser af roadmovie nostalgi i form af den store 1960’er Thunderbird, tankstationer, et blodigt biluheld og en næsten endeløs række af hotel- og motelværelser.

Dialogen – skrevet af David Lynch selv – er et kapitel for sig med nogle fantastiske ”onelinere” som fx det berømte udsagn fra Lulu om Sailer: ”You make me hotter than Georgia asphalt”. Eller Sailors kærlighedserklæring til hans slangeskindsjakke, der ifølge ham selv ”repræsenterer hans individualitet og hans tro på den enkeltes frihed”. Og sådan kunne jeg nævne mange andre citater.

Musikken er et kapitel for sig: Nicolage Cage udtrykker sin kærlighed til Lulu gennem nogle af Elvis’ klassiske ballader, og Nicolage Cage synger rent faktisk selv Elvis sangene i filmen. Det instrumentale lydspor er leveret komponisten Angelo Badalamenti og hertil kommer indtil flere numre af Chris Isaak, hvis elegante lyd passer perfekt ind i filmen og dens roadmovie tema.

David Lynch vandt altså De Gyldne Palmer i Cannes for Wild at Heart, og dermed var filmen sikret en plads i historiebøgerne. David Lynch har i øvrigt en særlig forkærlighed for roadmovie genren. I 1999 lavede han den smukke og poetiske The Straight Story, som jeg tidligere har anmeldt her i denne serie om roadmovies.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com