White Sands National Monument, New Mexico

Gigantiske sandklitter så langt øjet rækker skabt af erosion af klipper og bjerge gennem flere tusind år. Det er hovedattraktionen i White Sands National Monument, som ligger ud til U.S. 70 i det sydlige New Mexico mellem byerne Alamogordo og Las Cruces. Det er en helt speciel oplevelse at bevæge sig gennem parken omgivet af gigantiske sanddynger, som leder tankerne hen på snedriver, hvis ikke det var fordi, at temperaturen på ingen måde indikerer vintervejr.

Naturstier langs parkens scenic drive
White Sands National Monument er en rimelig overskuelig ”nationalpark” – selvom der officielt er tale om et ”national monument”. Men i praksis er der reelt tale om en nationalpark med besøgscenter, guidede ture med parkrangere, informationstavler, o.s.v. Vejen ind i parken er asfalteret de første fem miles, mens resten af parkens ”scenic drive” er grusvej – eller rettere sandvej bestående af hårdt tilkørt sand, der næsten føles som asfalt at køre på. Så I har på ingen måde brug for en firehjulstrækker.

Ud til vejen gennem parken ligger der flere naturstier, som I bør tjekke ud. Paya Trail og Interdune Boardwalk er to meget korte naturstier, men I bør også teste det familievenlige Dune Life Nature Trail med en længde på cirka halvanden kilometer. Så lang føles stien dog slet ikke. Desuden er der sat børnevenlige informationstavler op langs Dune Life Nature Trail, hvor præriekatten Katie the Kit Fox fortæller om dyrelivet ude i sandklitterne i børnehøjde. Det er en rigtig fin naturformidling.

De meget aktive snører vandrestøvlerne og prøver kræfter med Alkali Flat Dunes Nature Trail dybest inde i parken. Her er der skruet op for sværhedsgraden med flere stejle sandklitter, der skal bestiges og en samlet længde på 5 miles/ 8 kilometer. Det er kun en tur for øvede hikere, der har forberedt sig med masser af væske, solkrem, solbriller og hatte.

Alkali Flat Trail er ikke en flad som navnet antyder. Og ruten er så krævende, at den frarådes om sommeren i juni, juli og august i tidsrummet fra kl. 10 til kl. 17. Her er det ganske enkelt for varmt.

Besøg White Sands tidligt på dagen
Som i mange andre nationalparker er det en rigtig god ide at komme tidligt på dagen. Især i en park som White Sands National Monument, hvor temperaturen nemt kan kravle op på 30-40 grader i solen om sommeren.

Selv da jeg besøgte parken midt i november, nåede temperaturen i løbet af dagen op på over 20 grader ude i parken, hvor der var direkte sol. Det er der i praksis overalt, da der ikke er nogen steder med skygge i parken. Dyrelivet som trods alt findes i parken, holder også lav profil i de varme dagtimer. Men er I tidligt på færde, kan I nå rundt i parken på nogle af naturstierne, inden det bliver for varmt.

Det praktiske om White Sands
Det koster 5 dollars pr. person at besøge White Sands National Park, men har I et nationalparkpas, er der gratis adgang for alle medfølgende personer i samme køretøj. White Sands National Monument er kun åben i dagtimerne fra kl. 7.00 til kl. 17.00 (lidt længere om sommeren). Besøgende skal være ude af parken igen kort efter solnedgang.

Nærmeste nabo til White Sands National Monument er U.S. Army’s militære testcenter, White Sands Missile Range, som har ligget i området siden 2. verdenskrig. Luftbasen er USA’s største testlokalitet for missiler og raketter.

Når der udføres tests og forsøg med missiler og raketter på basen, bliver White Sands National Monument lukket ned af sikkerhedshensyn. Det samme gælder hovedvejen U.S. 70, som også spærres helt af p.g.a. sikkerhedshensyn under test inde på det militære område. Disse afspærringer varer typisk et par timer, inden vejen og parken genåbnes.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.