Efter at have passeret North Carolina State Line, bliver Blue Ridge Parkway igen mere kuperet og skovrig, så forbered dig på flere sving – og tilsvarende smukke udsigter. Fx over Stone Mountain, en gigantisk glatpoleret klippeside, som der er udsigt til fra Blue Ridge Parkway. Blue Ridge Parkway i North Carolina er generelt den mest dramatiske del af hele ruten med over 20 tunneler og er par imponerende broer.
Blue Ridge Parkway kravler op i højderne
Efter at have passeret North Carolina State Line, bliver Blue Ridge Parkway igen mere kuperet og skovrig, så forberede dig på flere sving – og tilsvarende smukke udsigter. Fx ud over Stone Mountain, en gigantisk glatpoleret klippeside, som der er udsigt til fra Blue Ridge Parkway.
Jeg valgte at tage en overnatning i Blowing Rock, en hyggelig tidligere mineby – går jeg ud fra, navnet taget i betragtning. Byen hører til i den mondæne ende af skalaen med flere antikvitetsbutikker og shops med dyrere kunsthåndværk langs hovedgaden. Her er der masser af mulighed for overnatning.
Linn Cove viadukten
Turen videre sydpå er en af Blue Ridge Parkway’s mest berømte strækninger med adskillige lokaliteter, bl.a. Blue Rigde Parkways vartegn, Linn Cove viadukten, som fører vejen rundt om Grandfather Mountain. En helt speciel bro, der med 153 brofag snor vejen ”uden om bjerget”.
Denne del af Blue Ridge Parkway stod først færdig i 1983, efter fire års arbejde med broen. Et besøgscenter fortæller om byggeriet.
Inden da, lige efter at have passeret vejen til Blowing Rock, kan du tage et stop ved Moses H. Cone Memorial Park, en smuk gammel sydstats estate, hvor man kan købe kunsthåndværk af høj kvalitet – og gåture i området, hvis du har tid.
Linville Falls og Mount Mitchell
Lidt længere sydpå ligger Linville Falls, det volume mæssigt største vandfald i USA, når man lige fraregner Niagara Falls. Faldene er ekstremt populære, og der er kamp om at få det bedste skud af vandfaldet fra forskellige udsigtsplatforme. Det tager 10 minutter at gå ned til den laveste udsigtsplatform, men snup den næste platform lidt højere oppe i terrænet – her er udsigten bedre og der er færre mennesker. Ved Linville Falls er der også et besøgscenter og en souvenirshop.
Længere sydpå kommer man forbi Museum of North Carolina Minerals, og så kan man vælge at tage en afstikker på fem miles op i højderne til Mount Mitchell, der er det højeste bjerg i det østlige USA – det vil igen sige øst for Mississippi. Du kan køre helt op til toppen i 6.684 fods højde – 2.037 meter – og få taget dit foto oppe ved den forblæste udsigtsplatform. Udsigten er selvsagt helt fantastisk, men husk varmt tøj.
Rundt om Asheville
I takt med, at du bevæger dig længere og længere sydpå, kommer der også flere og flere tunneler på Blue Ridge Parkway, og lige efter en af de kortere tunneler ligger det forblæste Graggy Gardens, der er et af de mange hyggelige Visitor Centers på Blue Ridge Parkway.
Asheville er en af de største byer i det vestlige North Carolina, og her er der masser af muligheder for overnatning, mad og drikke. Vælg fx afkørslen til U.S. 70 fra parkway’en, der vil bringe dig direkte ned til en perlerække af moteller og kæderestauranter i Asheville.
Lige efter du har passeret U.S. 70 ligger Blue Ridge Parkways hovedkvarter på venstre hånd, der har hele parkway’ens ubetinget bedste besøgscenter i en nybygget udstillingsbygning med alt om vejen gennem Blue Ridge Mountains, flora, dyreliv, kulturhistorie, selve anlægget af vejen, o.s.v. Gør dig selv en tjeneste, og gør et stop her.
Bjergkørsel og tunneller
Fra Asheville og sydpå er det tunnelernes parade på Blue Ridge Parkway. Der er i alt 26 tunneler på Blue Ridge Parkway, og de 17 af dem ligger syd for Asheville. Det er også her, du passerer det højeste punkt på hele Blue Ridge Parkway i 6.053 fods højde – 1.845 meter.
Men inden da er du kommet forbi Mt. Pisgah, det sidste ”store” pitstop på Blue Ridge Parkway med campgrounds, egen lodge, restaurant, country store, o.s.v. Lidt længere sydpå ligger der endnu et populært vandfald, Graveyard Fields. Via en lille sti fra parkeringspladsen kan du på 10 minutter går ned til faldene, og du kan dyppe tæerne i den kolde vandstrøm – i hvert fald om efteråret. Vandmængderne om foråret er noget kraftigere.
På vej mod Great Smoky Mountains
Det sidste stykke af Blue Ridge Parkway er snoet bjergvej med adskillige tunneler. Har du kurs mod Great Smoky Mountains, kan du få et vue over, hvad der venter, ved at kravle op på toppen af Waterrock Knob (6.292 fod – 1.918 meter), hvor der også er et Visitor Center. Stien op til toppen af ”knoppen” er en stejl, stejl bjergsti, der selvom den kun er en halv mile lang, sagtens kan tage dig 20 minutter at forcere. Udsigten er OK, men stien er dårligt vedligeholdt mange steder, så er du magelig anlagt, så nøjes med at gå op til første udsigtsplatform, der hvor asfaltstien stopper.
Derfra er det så nedad gennem adskillige tunneler indtil du når Milemarker 469, og Blue Ridge Parkway slutter efter 755 kilometer, tæt ved indgangen til Great Smoky Mountains National Park.
Fortsæt videre mod sydvest til Great Smoky Mountains National Park
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Hej Henrik… Vi tager til USA på torsdag, hvor vi skal fra New York til Florida. Vi regner med at køre via Blue Ridge Parkway (har købt din rejsebeskrivelse) og derefter køre til Østkysten, hvor vi vil ramme på omkring Charleston (har også købt din rejsebeskrivelse “Atlanterhavskysten”). Vi har endnu ikke planlagt ruten fra Great Smoky Mountains til Charleston. Vil høre, om du har nogle forslag til evt. ruter eller “seværdigheder” på denne strækning? Synes, det er svært at finde noget omkring området… På forhånd tak! Peter og Sabina
Tak for købet af mine to guider til dels Blue Ridge Parkway og Atlanterhavskysten. Jeg håber – og regner med – at I får glæde af begge guider. Jeg har ikke kørt strækningen fra Great Smoky Mountains til Charleston, men jeg er ikke på noget tidspunkt stødt på information, der har fået mig til at springe op af stolen. Med andre ord: Jeg vil betragte strækningen som transport, og bruge tiden på Blue Ridge Parkway og Great Smoky Mountains og i den modsatte ende, Charleston. Ifølge Google Maps er der godt fire timers kørsel fra Asheville til Charleston af Interstate 26, og hertil kommer der yderligere mindst halvanden times kørsel fra Great Smoky Mountains til Asheville. Den rute, jeg umiddelbart vil bragte som den mest direkte og mindst tidskrævende. Hvis I vil tage en alternativ rute, kan I overveje at snuppe U.S. 19 fra Cherokee på østsiden af Great Smoky Mountains og så benytte U.S. 276 og dernæst U.S. 64 ud til Interstate 26. Men vær opmærksom på, at U.S. 276 går op gennem bjergene og ret snoet, så hvis tiden er væsentlig, så tag den direkte rute via Asheville og derfra mod Charleston. Rigtig god tur!
Hej Henrik, tak for en rigtig god hjemmeside, som vi flittigt bruger. Vi tager i juli til USA – lander i Atlanta og allerede dagen efter tager vi til Asheville. Planen var, at vi ville køre til Cherokee, og derfra tage resten af turen på Blue Rigde Parkway til Asheville. Der har vi et par overnatninger, inden turen går til Ocracoke. Er det helt hen i hegnet, at regne med at vi kan tage den strækning fra Atlanta til Asheville – over Cherokee og Blue Ridge Parkway på samme dag? Efter Ocracoke vender vi snuden mod Atlanta og tænker vi har et par dage i Wilmington inden vi flyver hjem – nogle gode råd hvis det nu ikke skulle være Wilmington? Bedste hilsner Pernille Rasmussen
Hej Pernille, beklager den lidt lange svartid. Men nu fik jeg også tid til at svare jer – i øvrigt om en af mine favorit ture i USA, Blue Ridge Parkway. Ja, det er nok lidt “overkill” den rute, I har i tankerne der. Turen fra Atlanta til Cherokee kan I tilbagelægge på cirka tre timer ifølge Google Maps – jeg har ikke selv kørt den del af turen. Men det ser meget rimeligt ud. “Problemet” – hvis man kan tale om det – er næste etape, Blue Ridge Parkway. For Blue Ridge Parkway er jo fantastisk smuk gennem North Carolina – men den er også ekstremt snoet og meget kuperet/ bjergrig. Og den snor sig gennem landskabet, så den tager på ingen måde den korteste rute mellem A og B. Desuden er hastighedsgrænsen 45 miles på ruten, men stærkere kan man reelt heller ikke køre, den smalle vej og de mange sving og tunneler tager i betragtning. Som jeg lige husker det, så brugte jeg selv en halv dag på at køre turen ad Blue Ridge Parkway fra Asheville til Great Smoky Mountains. Og I har jo også distancen fra Atlanta til Cherokee, I skal tilbagelægge. Det bliver efter min mening for presset, for I har ikke tid til at nyde turen på Blue Ridge Parkway, og det er jo netop derfor, at man kører turen. Så hvis I kan smide en overnatning ind i Cherokee – og måske køre et smut op i Great Smoky Mountains National Park om eftermiddagen på grænsen mellem North Carolina og Tennessee, så vil I få en langt mindre stresset tur ud af det. Så det er min anbefaling. Fortsat god rejseplanlægning 🙂
Mange tunneller og sving, hvor realistisk er det at køre turen i et C30 motorhome? Vi planlægger umiddelbart at lægge vejen forbi KOA i Cherokee. Vh Elisabeth
Hej Elisabeth, Blue Ridge Parkway er ikke specielt velegnet til motorhomes – slet ikke de store C30 motorhomes. Dels er vejen forholdsvis smal flere steder, men problemet er også de tilhørende tunneller: De er simpelthen for lave til motorhomes. I Virginia kan det lidt bedre gå, da der vist kun er en enkelt tunnel i Virginia. Men jeg læste lige lidt inputs fra nogle amerikanere, som havde fået stillet samme spørgsmål, og her var svaret klart: Lad være med at køre Blue Ridge Parkway i motorhome. Der er bare visse veje og ruter i USA, som kun kan opleves i bil, og Blue Ridge Parkway er en af dem. Så jeg ville nok ikke gøre forsøget, og flere at tunnelerne – hvis ikke dem alle – er for lave til motorhomes. Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Hej Henrik. Ja, vi kan bestemt bruge svaret. Lige nu er i vi i gang med den overordnede ruteplan, og vi er godt klar over, at der er visse hensyn, vi må tage, og kompromiser vi må indgå med så stort et motorhome. Vi holder os fra de bjerg-rige egne denne gang. I øvrigt tak for et super-site. Thumbs up herfra! Vh Elisabeth