Highway 1 langs Californiens Stillehavskyst er en fantastisk smuk køretur, men det kræver lidt planlægning at få det bedste ud af ruten. I denne artikel får I en række grundlæggende rejsetips til Highway 1 i Californien, så I får bedste ud af jeres tur – og undgår nogle af de fejl, mange andre turister før jer har begået.

Hoteller og overnatning i San Francisco
Hoteller og overnatning i Monterey i Californien
Hoteller og overnatning i Big Sur på Highway 1
Hoteller i Pismo Beach på Highway 1
Hoteller og tips til overnatning i Solvang
Hoteller og overnatning i Santa Barbara

Hvor lang tid skal vi bruge på at køre Highway 1?
Når folk taler om Highway 1 i Californien, tænker de fleste på ruten fra San Francisco til Los Angeles. Men Highway 1 findes også nord for San Francisco. Men holder vi os til Highway 1 fra San Francisco til Los Angeles, kan turen i princippet godt køres igennem på en dag, men det vil være en gigantisk fejltagelse. Afsæt i stedet tre dage til at køre turen – og snup to overnatninger undervejs.

Strækningen fra San Francisco til Santa Monica via California Highway 1 er cirka 450 miles/ 725 kilometer lang. Den er en af de smukkeste køreture i verden med utallige fotostop undervejs. Desuden er der en stribe seværdigheder undervejs, I ikke har lyst til at gå glip af. Derfor skal I afsætte mindst tre dage til turen. Hertil kommer den tid, I vil bruge i henholdsvis San Francisco og Los Angeles.

Vælger I den hurtigste rute, Interstate 5, kan I komme fra San Francisco til Los Angeles på lidt under 6 timer (afhængig af tidspunktet på dagen) – en distance på 380 miles/ 612 km. Vælger I i stedet U.S. 101, der også er motorvej det meste af vejen, er distancen 420 miles/ 676 km.

Fra nord til syd eller modsat?
Jeg anbefaler, at man kører Highway 1 fra nord mod syd – altså fra San Francisco til Los Angeles. Det er der flere grunde til: Dels er oplevelsen af Highway 1 størst, når man kører tættest på kanten af Stillehavet. Dels har I det bedste udsyn over den helt fantastiske klippekyst, og I undgår at have modkørende trafik i synsfeltet. Og vil man lige tage et hurtigt fotostop, kan I nemt køre ind til siden på en af de mange vigepladser, der ligger langs Highway 1.

Desuden øger det også den indbyggede dramatik ved at køre Highway 1, når man flere steder kan se næsten direkte ned i Stillehavet fra toppen af de næsten lodrette klippesider. Hvis man har nerver til det! Det skal dog med det samme understreges, at det på ingen måde er farligt at køre Highway 1, blot man bruger sin sunde fornuft og overholder fartgrænserne. Man kan i øvrigt sagtens vælge at køre Highway 1 fra syd mod nord og få en næsten lige så stor oplevelse ud af turen.

Forår, sommer eller efterår?
Highway 1 er ubetinget mest oplagt at køre i sommerhalvåret – fra maj til oktober. Jo tættere man kommer på vinter-sæsonen, desto større risiko er der for dårligt vejr med fx dis eller tæt tåge eller måske endda nedbør. San Francisco er som bekendt berømt for sin tåge, og det gælder naturligvis også store dele af Stillehavskysten. Men jo længere sydpå i Californien, I kommer, desto mindre risiko er der også for dårligt vejr. Typisk plejer vejret at klare op, når I kommer ned til Santa Barbara, der markerer starten på det sydlige Californien.

På grund af de meget stejle skrænter omkring Big Sur, er Highway 1 ofte plaget af jordskred om vinteren. Nogle år falder der så meget nedbør, der gør jorden så mættet af vand, at jordskred i værste fald river hele landevejen med sig ned på stranden – eller underminerer selve vejen, at man bliver nødt til helt at lukke Highway 1 omkring Big Sur.

Når det sker, er vejen i princippet lukket fra Carmel i nord og ned Cambria i syd – en strækning på 103 miles/ 166 kilometer, der udgør langt den smukkeste del af Highway 1. Dog kan man normalt godt køre noget af strækningen. Men man skal altså retur til enten Carmel i nord eller Cambria i syd, hvis vejen er lukket, da der kun er en enkelt ret smal og snoet stikvej op over bjergene på Big Sur-kysten. Og den kræver lokalkendskab at benytte.

De tidlige forårs måneder er desuden typisk det tidspunkt på året, hvor der udføres større vejarbejder på Highway 1. Her kan vejen være helt lukket for trafik i aften og nattetimerne. Tjek den aktuelle status på Highway 1 ved at besøge Californiens Vejdirektoratet, California Department of Transportation

Ford Mustang, motorcykel, motorhome?
Highway 1 bør efter min mening klart køres i en udlejningsbil. Eller på en motorcykel. I får langt den største oplevelse ved fx at leje en åben bil, hvis I fx er to personer, og så eller bare nyde det fantastiske sceneri ned langs kysten. Når vejret tillader det, slår I taget ned og mærker vinden i håret. Husk solbriller og kasket, så I ikke bliver solskolede.

Hvis man har kørekort til motorcykel, er Highway 1 også en fantastisk oplevelse om sommeren. Ultimativ frihed til at nyde landskabet og indsnuse duften af havvand og mærke vinden i ansigtet. Det er ren nydelse og total frihed i pagt med naturen. Flere danske rejsebureauer har motorcykelrejser ud på Highway 1 på programmet.

Når det gælder motorhomes/ autocampere, er Highway 1 til gengæld ikke oplagt. I hvert fald ikke de største modeller på 7 meters længde/ 25 fod eller mere. Meget lange motorhomes på 12 meter/ 40 fod eller mere må slet ikke køre på Highway 1 p.g.a. de mange hårnålesving. Det samme gælder turistbusser på over 12 meter. Hertil kommer, at Highway 1 ikke nogen ubetinget nydelse – hverken for passagerer eller for chauffør – når man bliver kastet rundt i de mange hårnålesving i et stort motorhome. Vejen er dog bred nok til at køre den i mindre motorhome på trods af de mange sving.

Med mindre I lejer en lille udgave af et motorhome/ autocamper, ville jeg personligt ikke vælge at køre Highway 1 i et motorhome. Det skal dog retfærdigvis siges, at hvis I vælger et motorhome, findes der flere campingpladser langs Big Sur kysten, bl.a. ved Julia Pfeiffer Burns State Park. Husk i øvrigt reglen om, at hvis I fx kører motorhome på Highway 1 (eller andre steder i Californien), og I har fem eller flere biler bag jer – og ingen foran – skal I trække ind til siden og lade de bagved kørende biler passere, når I har mulighed for det.

Hvad med overnatning undervejs?
Highway 1 er ekstremt populær, og derfor er det en rigtig god ide at reservere overnatning på forhånd – dels for at undgå, at der er udsolgt, når I kommer frem. Men også for kende prisen på forhånd, så I ikke bliver overrasket af høje hotelpriser. Det er ikke specielt billigt at overnatte langs Highway 1, og især hotellerne på Big Sur kysten er kendt for deres skyhøje priser – men også en helt fantastisk standard med tilhørende spektakulær udsigt over Stillehavet.

Foretrækker I at holde jer til byer med et lidt mere rimeligt prisniveau og en vis konkurrence, er byer som Monterey og især Santa Cruz ikke noget dårligt valg, når det gælder overnatning. Herfra skal vi helt ned til fx San Luis Obispo, kystbyen Pismo Beach eller Santa Maria lidt inde i landet, for at finde rimelige priser på overnatning. Solvang lidt længere mod syd byder også på mange hoteller til rimelige priser.

Også Lompoc, der har Vandenberg Air Force Base som nærmeste nabo, har flere moteller. Skal det være lidt ud over det sædvanlige, kan jeg anbefale Madonna Inn i San Luis Obispo, et af de mest berømte moteller i Californien, hvor hvert værelse har sit eget tema. Læs mit portræt af Madonna Inn.

Hvilke seværdigheder skal vi opleve?
Ud over Highway 1’s fantastiske natur, der er en stor seværdighed i sig selv, er der flere oplagte seværdigheder, I ikke må gå glip af, når I kører ned ad Highway 1. I Monterey må I ikke snyde jer selv for byens akvarium, Monterey Bay Aquarium, som er alle pengene værd. Afsæt mindst to timer til et besøg.

Mellem Monterey og Carmel kan I vælge at køre ad den private kystvej 17 Mile Drive, der følger kysten helt tæt og passerer forbi nogle af USA’s mest eksklusive golfbaner og millionvillaer. Det koster cirka 10 dollar (2014) at få lov til at køre en tur på 17 Mile Drive.

Big Sur kysten er selve Highway 1’s hjerte med sin dramatiske klippekyst og store broer, bl.a. Bixby Bridge fra 1932. I selve Big Sur kan I overveje et stop ved Henry Miller Memorial Library, som hylder den amerikanske forfatter, der boede en årrække i netop Big Sur – dog ikke i den bygning, Henry Miller Memorial Library holder til i.

Hearst Castle i San Simeon nord for Cambria er også et must, hvis I ikke tidligere har besøgt stedet. Hearst Castle er rigmanden William Randolph Hearsts realisering af et drømmehus, bygget op fra bunden fra 1919 og udbygget til en mondæn residens i Middelhavstil gennem flere årtier. Afsæt mindst tre timer til et besøg, som inkluderer transport i bus op til slottet, en guidet rundtur i selve slottet og en 30 minutters film om Hearsts liv, der vises i besøgscentret ved parkeringspladsen.

Danskerbyen Solvang nord for Santa Barbara, der blev grundlagt af danske immigranter i 1911, ligger ikke på selve Highway 1. De fleste vælger alligevel at tage en afstikker til Solvang fra Highway 1, for ved selvsyn at opleve dette lille stykke Danmarkshistorie.

Skal vi følge Highway 1 hele vejen?
Det er naturligvis et spørgsmål om temperament, i hvor høj grad I vil følge Highway 1 hele vejen eller “kun” tage de mest berømte strækninger af ruten. Personligt vil jeg til enhver tid vælge at følge Highway 1 stort set hele vejen.

Skal I vælge noget fra, kan I vælge at droppe Highway 1 mellem Santa Maria og Santa Barbara og i stedet køre ind i landet forbi danskerbyer Solvang, hvilket giver meget god mening, hvis I aldrig har været i Solvang. Men har I besøgt Solvang tidligere, så følg i stedet Highway 1 via Lompoc og kør gennem nogle af de mest frodige frugtmarker i Californien. Her er I midt i Californiens spisekammer.

I nærheden af Los Angeles i forstaden Oxnard deler U.S. 101 og Highway 1 sig. Her vil jeg klart anbefale at følge Highway 1 langs kysten ind til Santa Monica i stedet for at fortsætte af motorvejen og U.S. 101 ind mod det nordlige Los Angeles, der i øvrigt kan være et helvede i myldretiden. Når I vælger Highway 1, får I også mulighed for at nyde de mange millionvillaer langs kystvejen gennem Malibu, inden I rammer Santa Monica.

Andre dele af Highway 1 i Californien
Highway 1 findes også nord for San Francisco og syd for Los Angeles. Highway 1 nord for San Francisco er ret overset af internationale turister, der typisk ”kun” fokuserer på turen fra San Francisco til Los Angeles. Fem miles nord for Golden Gate Bridge forsætter Highway 1 op langs den nordlige del af Californiens Stillehavskyst, og denne tur er næsten lige så smuk og langt mindre trafikeret end strækningen mellem San Francisco og Los Angeles.

Den nordlige del af Highway 1 byder også på helt unikke kyststrækninger med masser af vild natur, og flere natur-områder, bl.a. naturparken Point Reyes National Seashore, et meget stort fuglereservat administreret af National Park Services. Længere nordpå ligger der flere state parks, og hertil kommer hyggelige kystbyer som Bodega Bay, Point Arena, Gualala og Sea Ranch og den lidt større tømmerby og fiskeriby Fort Bragg.

Highway 1 findes også syd for Los Angeles, men denne del af California Highway 1 har mere karakter af strandvej gennem de mondæne dele af Los Angeles’ sydlige forstæder, og er ikke nær så interessant som strækningerne nord for Los Angeles og San Francisco.

OBS: Highway 1 kan være spærret eller delvist lukket i vinterhalvåret p.g.a. jordskred eller større vejarbejder. Det sker desværre jævnligt, at jordskred om vinteren eller foråret får dele af vejen til at styrte i havet. Tjek den aktuelle status her: http://www.dot.ca.gov/hq/roadinfo/Hourly

Oplevelser på Highway 1/ U.S. 101 fra Oregon til San Francisco:
Klamath, Trees of Mystery
Ferndale
Avenue of the Giants
Leggett
Fort Bragg
Point Arena, Gualala og Sea Ranch
Point Reyes Station og Olema
Muir Beach og Muir Woods

Oplevelser på Highway 1 fra San Francisco til Los Angeles:
Half Moon Bay
Santa Cruz
Monterey
17 Mile Drive
Bixby Creek Bridge
Big Sur
Henry Miller Memorial Library
Julia Pfeiffer Burns State Park
Hearst Castle
Cambria
Morro Rock
Madonna Inn, San Luis Obispo
Pismo Beach
Solvang
Santa Barbara

Af Henrik Lange, Highways-USA.com