Kun få byer i USA er så velbeskrevne i amerikansk litteratur som Monterey på Californiens Stillehavskyst. Flere af John Steinbecks bøger udspiller sig i eller omkring byen, der tidligere var kendt for sine mange fiske- og konservesfabrikker. I dag er de gamle industribygninger langs havnefronten bygget om til lækre restauranter, butikker og gallerier, og det berømte Monterey Bay Aquarium ligger også i en tidligere fiskefabrik.
Hoteller og tips til overnatning i Monterey
Fishermans Wharf i Monterey
Netop den karakteristiske havnefront Fishermans Wharf (lige som i San Francisco, bare mere autendisk) gør Monterey til et oplagt stop på vej ned ad Highway 1. Og mens Monterey tidligere var en ægte arbejderby, hvor stanken af fisk hang i gaderne, så gjorde overfiskeri, at sardineventyret i pludselig stoppede nærmest fra den ene dag til den anden. Derfor er lugten af fisk på havnen i dag skiftet ud med duften af penge, og indbyggerne i Monterey er noget mere velbeslåede end tidligere.
Der er dog stadig rige muligheder for at smage på fisk i Monterey – endda med direkte udsigt til Stillehavet, og det behøver ikke at være specielt dyrt. Skal ungerne også have lidt underholdning, så overvej kæderestauranten Bobba Gump Shrimp Co, som i disse år ekspanderer voldsomt i USA, og som er bygget op over Tom Hanks filmfigur Forrest Gump. De har også en restaurant på Fishermans Wharf i Monterey.
Monterey er John Steinbeck-land
Du er ikke i tvivl om, at Monterey stadig er Steinbeck-land, når du slentrer ned langs de gamle industribygninger ved havnefronten, hvor John Steinbecks navn og portræt dukker op igen og igen. De meste kendte af Steinbecks bøger, der udspiller sig i Monterey-området er bl.a. Cannery Row, Mus og mænd, Øst for Paradis og En dejlig torsdag.
Men Pulitzer og Nobel prisvinderen, som døde i 1968, arbejdede også som reporter og journalist, og har skrevet flere dokumentariske bøger, bl.a. den fremragende På rejse med Charley. Her beskriver Steinbeck 1960’ernes USA med afsæt i en rejse, han foretog over flere måneder i 1960. Her kørte han tværs gennem USA i en ombygget pickup truck, der fungerede som motorhome, sammen med hans hund, Charley. Det interessante ved bogen er, at den her 50 år efter den blev udgivet, stadig et meget indsigtsfuldt portræt af USA og amerikanerne.
Hvis du dyrke Steinbeck, så læg vejen forbi det nye Steinbeck-museum i Salinas, der ligger lidt inde i landet. Museet giver en meget fin introduktion til John Steinbeck og hans forfatterskab, og her finder du også den pickup truck, Steinbeck brugte på sin tur gennem USA, mens han skrev den dokumentariske På rejse med Charley.
Monterey Bay Aquarium
Monterey’s ubetingede største seværdighed er Monterey Bay Aquarium, som med sine gigantiske akvarier og tanke giver et unikt indblik i Stillehavskystens mangfoldighed af fisk og havdyr – ikke mindst søløver og sæler.
Monterey Bay Aquarium har flere etager, og det er et scoop, at akvariet et indrettet i en af de gamle fiskefabrikker, hvilket giver akvariet en særlig rustik atmosfære.
Du skal ikke blive overrasket, hvis køerne foran hovedindgangen er lange ved åbningstid kl. 10, for akvariet er ekstremt populært. Gør dig selv en tjeneste og køb billetter på nettet hjemmefra – så kan du spare lidt tid ved billetlugen. Og når du er kommet indenfor og trænger til lidt frisk havluft, går du bare udenfor i udendørs-afdelingen med direkte udsigt over Stillehavet.
Hoteller og tips til overnatning i Monterey
Fortsæt videre langs 17 Mile Drive ved Monterey
Læs mere på:
www.seemonterey.com
www.montereybayaquarium.org
www.steinbeck.org
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Håber dette er det rigtige sted med fif til konkurrencen om en bog 🙂 Jeg vil anbefale hvalsafari i Monterey. Det syntes jeg ikke, man læser så meget om, men det er en kæmpe oplevelse til fornuftige penge, som hele familien – ung som gammel – kan være med til, og som alle syntes er super spændende.
Rigtig godt rejsetip til Monterey. Jeg har ikke selv prøvet at tage på hvalsafari ud fra Stillehavskysten i Californien, så derfor har jeg ikke skrevet om emnet, men så er det jo godt, at du kan supplere. Man kan også være heldig at spotte hvaler direkte fra kysten, sådan som jeg kunne gøre det på Highway 1 syd for San Francisco i oktober 2018. Men det afhænger lidt af, hvornår på året, man lige besøger Californien, om man kan se dem fra kysten.
Hvis man som os er gået glip af søløver på Pier 39 i San Francisco, fordi de om sommeren drager sydpå for parrings sæson, så får man i Monterey en dosis søløver på Fisherman’s Wharf, også i juli. Man kommer ganske tæt på og kan more sig over “alfahannens” gøen og holden justits med flokken. Søløverne leger helt inde i havnen, og morer forbipasserende. Vi boede på det dejlige Portola Hotel lige ned til Fisherman’s Wharf og kunne om aftenen høre søløverne på kajen, hyggeligt og anderledes.
Jeg tror ikke at Bubba Gump har restaurant på Fisherman’s Wharf i Monterey mere. Den er vist flyttet til Cannery Row. Men derfor er det stadig et sjovt sted. Til gengæld er der mange andre restauranter på Fisherman’s Warf. Og så kan jeg helt tilslutte mig hvad Lene skriver om Point Lobos State Reserve. Det er et dejligt sted, og det eneste sted hvor vi stødte på beskrivelse af parken på dansk. Besøg også Lovers Point, som man kommer til ved at følge den nyetablerede cykel/gå sti langs Cannery Row i modsat retning af Fisherman’s Wharf. Skønne steder.
Når I kører fra San Francisco til Los Angeles ad Highway 1, er det bestemt værd at stoppe ved statsparken Point Lobos. Den ligger ikke langt fra 17 Mile Drive samt Monterey Bay Aquarium. Der er mulighed for at tage nogle smukke billeder både af dyr og planter, fx søløver, sæler, havoddere, hjorte og pelikaner om efteråret. Af planter kan bl.a. nævnes træerne med det smukke orange lav eller grågrønne lav. Er I blevet sultne efter en tur langs havet, kan jeg varmt anbefale en tur på isbaren Ghirardelli og fx en omgang “The Golden Gate” eller “The Cable Car”.