USA er et slaraffenland for powershoppere. Godt nok er dollaren steget en del på det seneste (2015), men set i et historisk perspektiv, er det stadig forholdsvis billigt at gå på indkøb i USA. Og fristelser er der er nok af. Langs de nordamerikanske motorveje ligger det ene “factory outlet” efter det andet – butikcentre der påstår, at de sælger varerne direkte til kunden uden fordyrende mellemled. Ikke alt er dog lige interessant, og der er en række praktiske detaljer, du skal være opmærksom på, når du shopper – bl.a. EU’s toldfrie maximumsgrænse og særlige amerikanske standarder. Få et overblik her.

Tøj og sko i USA
Levis cowboybukser er den klassiske turist-souvenir, danskere hellere end gerne køber med rabat i USA. Men prøv lige bukserne, før du køber. Dels er både snittet og model-numrene på Levis-bukser i USA anderledes end i Europa, og det samme gælder numrene på taljestørrelse og længde. Også skonumre er anderledes i USA. Men har du tjek på størrelserne, kan der være penge at spare – de rigtige steder. Det samme gælder køb af mærkevaresko.

Når det gælder tøj og sko generelt, skal du være opmærksom på, at kvaliteten ikke altid har det niveau og den standard, vi er vant til fra Europa. Hold dig eventuelt til anerkendte mærkevarer.

iPads, iPhones, digitalkameraer og anden elektronik
De amerikanske butikker bugner med elektronik, men pas på: I USA har man kun 110 volt i stikkontakterne, der også er anderledes udformet end herhjemme. Så pas på med at købe elektriske produkter, der skal sluttes til el-nettet.

iPads, iPhones, digitalkameraer og lignende produkter kan være lidt billigere at købe i USA, men prisforskellen på Apple’s produkter er dog ret lille – med mindre der er tale om tidligere udgaver af iPhones eller iPads. Desuden må du se i vejviseren efter garantien, da det er lidt svært at møde i op den amerikanske butik og klage over købet.

Tilbehør som memorycards til fx digitalkameraer, mobiltelefoner eller lignende elektronik, som er standard over hele verden, kan du med fordel købe i USA. Men vær sikker på, at du får den helt helt rigtige dims med hjem, så du ikke smider pengene ud ad vinduet. Skriv fx typenummeret ned, inden du rejser hjemmefra.

Musik CD’er og DVD spillefilm
Der er efterhånden blevet skræmmende langt mellem de amerikanske butikker med CD’er og DVD film, og i flere store amerikanske shoppingcentre kan du ikke længere finde butikker med musik eller film, da mange i dag downloader musik eller film elektronisk. Men i Walmart eller boghandlere som Barnes & Nobles kan du stadig finde et udvalg af CD’er og DVD-film.

Det kan være fristende at købe spillefilm på DVD i USA, da nogle filmtitler udsendes på DVD flere måneder inden vi ser dem i Danmark. Men pas på: Verden er opdelt i regioner, når det gælder DVD-film, og USA tilhører region 1, mens Europa hører til region 2. Med andre ord skal du være sikker på, at din DVD-afspiller er kodefri, og kan afspille DVD’er fra både region 1 og region 2. Desuden er der naturligvis ikke danske undertekster på filmene. Det fleste DVD-film købt i USA har dog undertekster på engelsk.

VHS-film er historie, men skulle du alligevel falde over en VHS, så husk at amerikanske VHS-videofilm benytter den såkaldte NTSC-standard, mens vi her i Europa benytter PAL. Nogle videoafspillere kan dog afspille begge formater. Når det gælder CD’er er der teknologisk frit slag – til gengæld er der ikke den store prisforskel på USA og Danmark. Jeg kender ikke prisniveauet på computerspil.

Køb af bøger i USA
Et hvert amerikansk shoppingcenter med respekt for sig selv havde tidligere en velassorteret boghandel, men den økonomiske kriser og amerikanernes kærlighed til at læse bøger elektronisk på iPads og lignende håndholdte computere, har desværre tyndet meget ud i antallet af store boghandler. Den store boghandlerkæde Borders gik således konkurs i 2011 og lukkede sine butikker i september 2011.

I dag er der kun den store boghandlerkæde Barnes & Nobles tilbage samt nogle mindre regionale kæder rundt om i USA. Hos Barnes & Nobles finder du et meget bredt udvalg af bøger, og det er helt legalt at bladre bøgerne igennem i butikken. Sæt dig eventuelt hen i den tilhørende cafe og nyd en kop kaffe, mens du udser dig dine indkøb.

Det er især de lidt dyrere fagbøger som fx bøger om kunst, kultur og historie, der er interessante. Her kan du spare mange penge, specielt hvis du rammer udsalget. Der er kun et problem: Køber du mange bøger, risikerer du at skulle betale overvægt, når dine bøger skal med flyet hjem.

Specielle shoppingmalls i USA
Shopping er nærmest en nationalsport for amerikanerne, og hver eneste lille flække har sit helt eget shoppingcenter. Men enkelte shoppingcentre i USA har nu nået en sådan størrelse, at de nærmest er blevet nationale seværdigheder på lige fod med Niagara Falls og Grand Canyon.

Det gælder ikke mindst Mall of America i Minneapolis i Minnesota, som påstår at være verdens største butikcenter – i hvert fald i USA. Mall of America har mere end 520 butikker og 50 spisesteder. Midt i centeret findes et tivoli mod rutsjebaner og karruseller. Forklaringen på, at Mall of America ligger i netop Minnesota er, at vinteren er ekstra hård netop på disse breddegrader, og derfor er det ekstra bekvent at kunne handle indendørs.

Florida har også slået sig på shoppingturisme. Her er det især Sawgrass Mills vest for Fort Lauderdale, som tiltrækker turisterne. De store turarrangører har ligefrem sat shoppingturismen i system, og kører dagligt busfulde af badegæster ud til Sawgrass Mills, så folk kan powershoppe. Sawgrass Mills har omkring 300 butikker, restauranter og cafeer.

Lokal skat og moms i delstaterne
Når du ser et prismærke i USA, er prisen næsten altid uden lokal moms – sales tax som amerikanerne kalder det. Derfor skal du stort set altid lægge et sted mellem 5,5% og 12 % oven i prisen på varen, før du har det beløb, du skal betale ved kassen. Niveauet på den lokale moms varierer fra delstat til delstat, men ligger typisk på omkring 7-8 procent. Desuden kan momsen variere internt i den enkelte delstat, da de lokale amter/ counties mange steder lægger yderligere lokal moms oven i den officielle delstats moms. Dermed kan den totale moms nogen steder komme helt op på 12 %.

Ser man udelukkende på delstats monsen, er Oklahoma p.t. (ifølge Wikipedia pr. 1. maj 2014) den stat med den højeste delstats mons med 8,517 %. Ser man på de stater, som danskerne oftest besøger, så har New York en delstats moms på 4 %, som dog kan komme op på i alt 8,875 %, når lokal “amts moms” lægges til. I Californien er delstats momsen 7,5 % – og op til i alt 10% når den lokale “amts moms” lægges oven i. Endelig er der Florida, hvor den officielle delstats moms er 6 % og 7,5% med lokal “amts moms”. Det kræver med andre ord et større regnestykke at regne den rigtige momssats ud. Fødevarer er dog undtaget fra sales tax/ moms i næsten alle stater – men ikke alle.

Fem stater er særligt interessante: De opkræver nemlig slet ikke sales tax – hverken på delstats niveau eller lokalt. Det er Alaska, Delaware, Montana, New Hampshire og Oregon. Her er prisen på prisskiltet altså lig med den pris, du betaler ved kassen. Rejser du til en af ovennævnte stater, kan det altså godt betale sig at powershoppe lidt her, da du handler momsfrit, hvilket holder prisen nede. Desuden er tøj og sko fritaget for sales tax i fem stater: Minnesota, New Jersey, Pennsylvania, Rhode Island og Vermont. Her kan du altså købe tøj og sko uden at betale moms.

Refusion af sales tax til internationale turister
Da sales tax niveauet er ret lavt i USA, er refusion af moms/ sales tax til internationale turister ikke noget, ret mange af staterne gider bøvle med. Jeg kender kun to stater, hvor det er muligt: Louisiana og Texas. Rent praktisk forgår det sådan, at man ved købet fremviser sit pas eller lignende som bevis for, at man er international turist. Så får man udleveret en kvittering, som skal afleveres på et kontor i fx lufthavnen inden afrejse.

Jeg gjorde selv forsøget, da jeg for nogle år siden var i Louisiana. Men for det første var det bøvlet at få butikken til at udstede kvitteringen og for det andet tog det for lang tid i lufthavnen at få tilbagebetalt sin moms. Så med mindre der er tale om store beløb, er det ganske enkelt ikke besværet.

Indførsel af varer til Danmark
Selvom du sidder i flyet på vej hjem over Atlanten med dine billige indkøb, er du ikke på helt sikker grund endnu. For i lufthavnen venter de danske toldere, og de har for længst fået øje på de mange danskere, som powershopper i USA.

Som indrejsende til Danmark fra lande udenfor EU er det tilladt at indføre toldfrie varer (tobak, vin og spiritus undtaget) for et beløb på 3.250 kroner pr. person. Indkøb på over 3.250 kroner skal der betales told og afgifter af. Den toldfrie grænse blev hævet pr. 1. december 2008, og lå tidligere grænsen på 1.350 kr. Så det er blevet noget nemmere med god samvittighed at gøre en god handel i USA eller Canada, uden at man efterfølgende risikerer at skulle betale told og afgifter af sine indkøb ved ankomsten til fx Københavns Lufthavn.

Indkøb for over 3.250 kr. skal du dog stadig betale skat og afgifter af. Og køber du en enkelt vare, der samlet koster mere end de 3.250 kr. skal du betale told og skat af hele varens pris – og ikke kun af den del, der ligger over de 3.250 kr. Derfor gælder det om at holde øje med prisen, når du fx køber elektronik eller andre dyre produkter.

Det kan derfor være en god ide at tænke lidt over, hvordan du pakker dine indkøb, inden du tager flyet retur til Danmark. Har du fx købt et dyrt digitalkamera i USA, er det uklogt blot at lægge kameraet ned i kufferten i den originale emballage. Har du derimod pakket kameraet ud og taget det i brug i USA, er det svært at bevise, at du ikke havde kameraet med hjemmefra.

Det samme gælder tøj, sko og lignende ting: Pak indkøbene ud, smid emballagen væk og fjern prismærkerne inden hjemrejsen. Ellers må du holde dig på dydens smalle sti og nøjes med at shoppe for 3.250 kr. pr. person.

Den nye toldfrie maximumsgrænse på 3.250 kr. gælder i øvrigt “kun”, når man rejser med fly eller skib. Rejser man ind i EU fra ikke EU-lande over land i fx bil, bus eller tog, er den toldfrie beløbsgrænse i stedet 2.250 kr. Men det er i sagens natur ikke relevant for rejsende fra Nordamerika.

Cigaretter, vin og spiritus
For traditionelle toldfrie indkøb som tobak, vin og spiritus er det reglerne for indførsel af varer uden for EU, der gælder: Personer over 17 år må toldfrit medbringe 200 cigaretter, en liter stærk spiritus eller alternativt to liter hedvin (fx portvin, cherry eller champagne). Du må også medbringe fire liter almindelig bordvin (rødvin, hvidvin eller rosévin) og som noget nyt pr. 1. december 2008, 16 liter øl. Til gengæld er de tidligere begrænsninger på kaffe, te og parfume nu faldet bort.

Personer under 17 år må ikke indføre toldfrie cigaretter og spiritus, men må godt indføre andre toldfrie varer, så længe det samlede beløb er under 3.250 kr. Tjek de præcise regler på www.skat.dk under punktet “Borger” og “Told og internethandel” og “Toldregler på rejsen”.

Læs også:
Rabatter i USA og rabatpakker i storbyer
Kontanter og drikkepenge i USA

Af Henrik Lange, Highways-USA.com