Det behøver ikke kun at være en katastrofe, at de amerikanske nationalparker pludselig lukkede i tirsdags. Der er nemlig adskillige alternative naturoplevelser i fx det vestlige USA – hvis man kigger sig lidt for. Her er der nogen tips til jer, som allerede er i USA.

Amerikansk natur er andet end nationalparker
Mange danske turister i USA fik sig en ubehagelig overraskelse i tirsdags, da de amerikanske nationalparker pludselig lukkede, fordi politikerne i Washington D.C. ikke kunne blive enige om en ny amerikansk finanslov.

Det er da unægtelig også bittert at gå glip af Grand Canyon’s dybe kløft eller den frodige dal og de store vandfald i Yosemite i Californien. Men der er faktisk naturområder i USA, der ikke hører under National Park Services. Disse naturområder er stadig åbne og tilgængelige – og lige så smukke, som de plejer.

Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah er en del af Navajo indianernes naturreservat, og her er der åbent som sædvanligt. Det er en af de klassiske naturoplevelser i det vestlige USA, som de fleste turister har på programmet – og her er der altså åbent som sædvanligt.

En anden mulighed i ”nabolaget” er sandstenshulerne Antelope Canyon ved byen Page i det nordlige Arizona. De hører også under Navajo Nation og er åbne for guidede ture som sædvanligt.

Grand Canyon fra nye vinkler
Grand Canyon kan også stadig opleves – bare ikke fra Grand Canyon National Park. Men Hualapai indianer stammen har deres reservat i den vestlige del af Grand Canyon, tre timers kørsel fra Las Vegas. Her er det også ”business as usual”. Grand Canyon West, som lokaliteten hedder, giver en fin oplevelse af Grand Canyon. Jeg besøgte som bekendt Grand Canyon West i juni.

Grand Canyon West er stedet, hvor den omtalte glasbro ud over Grand Canyon ligger – hvor man kan se lige ned i dybet under sine fødder. Det er meget sjovt, om end prisen er pebret: 88 dollars pr. person, når lokale skatter og afgifter er inkluderet. Legacy Gold hedder pakken. Det hører dog med til historien, at man også får et godt måltid mad og en kildevand med i pakken. Og er man kørt helt ud til Grand Canyon West, skal man naturligvis også ud på glasbroen.

Vil man hellere bruge penge på at opleve Grand Canyon fra oven, flyver de forskellige helikopterfirmaer i Las Vegas fortsat deres ture ude over Grand Canyon fra bl.a. Las Vegas. Og de guidede 45 minutters rundture ned til turbinerne i Hoover Dam er også stadig en mulighed – de finansieres nemlig af billetindtægter – og ikke af offentlige midler.

State parks i USA
En anden mulighed for at opleve natur i USA er state parks – naturområder, der ligger spredt rundt om over hele USA. Da disse parker er drevet af de lokale delstater, er de ikke omfattet af den statslige nedlukning og er altså åbne som normalt.

I Utah kan man fx besøge Dead Horse Point State Park, nærmeste nabo til Canyonlands National Park. Sidstnævnte er lukket, mens Dead Horse State Park er åben – og byder på en fantastisk udsigt over en af Colorado floden imponerende 180 graders sving.

I Nevada kan man 50 miles nord for Las Vegas besøge Valley of Fire tæt ved grænsen til Arizona, der med sine knaldrøde sandstensformationer er en anderledes naturoplevelse. Og parken er altså åben helt den som plejer.

I South Dakota har man en af USA’s mest kendte statsparker, Custer State Park, som bl.a. byder på USA største fritgående flok af buffalos. Her er der i sagens natur heller ikke lukket. Er I kørt forgæves til Bryce Canyon National Park i Utah, kan I i stedet køre ind i statsparken Kodachrome Basin State Park, der byder på mørkerøde klippeformationer – ofte holdt op mod en blå himmel i baggrunden.

Nogle veje i nationalparkerne er stadig åbne
Og kan man ikke undvære nationalparkerne, kan man faktisk godt få en lille smagsprøve på nogle af parkerne. Visse veje gennem nationalparkerne er nemlig fortsat åbne – hvis de har en betydning for afviklingen af trafikken i lokalområdet.

Således er Tioga Pass gennem Yosemite – Californiens Highway 120 – fortsat åben for bilister (og turister). Men det er forbudt at standse bilen i parken – park rangers patruljerer vejen og holder øje med, at man ikke snyder. Også Utah’s Highway 9 gennem Zion National Park er fortsat åben for trafik – men igen er det en ”nok se men ikke røre-oplevelse”.

I Death Valley er Californiens Highway 190 også åben for gennemkørende trafik. Og parkens hotel, The Ranch at Furnance Creek, er også fortsat åbent. Det skyldes, at hotellet ligger på privatejet grund – og så gælder nedlukningen ikke. Her kan du altså fortsat overnatte inde i parken. Men parkens naturstier, rastepladser og mindre veje er lukkede.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com