Med åbningen af Icelandairs nye sommerrute til Anchorage i Alaska er USA’s største stat pludselig kommet inden for rækkevidde for danske turister. Og med sin enestående natur og sit fantastiske dyreliv har Alaska noget helt unikt at byde på. Og så er Alaska langt nemmere at komme rundt i, end man lige skulle tro. Jeg har været en smuttur i Alaska, og her er lidt smagsprøver på og en introduktion til, hvad Alaska har at byde på for danske turister.

Inspiration til Alaska:
Anchorage – oplevelser i “storbyen”
Motorhomes, billeje, veje og kørsel i Alaska
Alaska Railroad – Alaska med tog
Hvalsafari i Alaska
Flightseeing over Alaska

Oplev Alaska i motorhome eller udlejningsbil
Alaska har i modsætning til, hvad nogle rygter siger, et rigtig godt vejnet. Så du kan sagtens overveje at opleve Alaska som kør-selv turist. Vejnettet er ganske fint, og der er – om ikke masser – så i hvert fald en del veje at vælge mellem, så du kan rent faktisk godt komme langt omkring i enten en udlejningsbil eller et motorhome. Men skal du helt ud, hvor ørnene vender, skal du supplere med fly eller båd.

Motorhome ferie er oplagt, hvis du planlægger at tage familien med til Alaska. Det er nemt at komme rundt til de fleste seværdigheder og der findes er et fintmasket net af campingpladser rundt om i Alaska. Cruise America har således en udlejningsstation i Anchorage, og der er også andre lokale udlejere af motorhomes i Alaska.

Kør-selv ferie på Alaska Highway
Drømmer du om at køre til Alaska ad Alaska Highway fra USA op gennem British Columbia og Yukon i Canada, er der den udfordring, at du skal returnere din udlejningsbil i det nedre USA. Du kan således ikke afhente en udlejningsbil i fx Seattle og returnere den i Alaska. Den skal retur til en lokalitet i en af de nedre 48 stater – og helst udgangspunktet, hvis du vil udgå et gebyr for envejsleje. Det samme gælder udlejningsbiler fra Canada, der ikke kan returneres i USA.

Løsningen kan være at tage en færge op langs Canadas vestkyst til Alaska, og så køre i land og tage Alaska Highway hele vejen retur til udgangspunktet. På den måde for du både set Alaska fra søsiden og oplevet Alaska Highway med sine store afstande. Du kan naturligvis få bilen med på færgen.

Kombiner kør-selv ferien med et par færger
Det er ikke kun langs vestkysten af Canada, du kan tage en bilfærge. Mellem Whittier syd for Anchorage og Valdez ved den canadiske grænse sejler der også en bilfærge. Turen tager fire timer, og når du kører i land i Valdez, kan du tage landevejen op forbi USA’s største nationalpark, Wrangell-St. Elias National Park. Her er der god plads.

Vælger du at holde dig til fastlandet, kan du tage turen nordpå fra Anchorage til Fairbanks via Denali National Park. Når du kommer til Fairbanks, sætter du kursen østover mod Dawson og i Dawson kører du så ned mod Anchorage igen – en tur, der mindst skal afsættes syv dage til, hvis du også skal nå at opleve noget undervejs.

Alaska Railroad – Alaska på skinner
Hvis du vil undgå helt at køre selv, så har Alaska med Alaska Railroad en rigtig fin mulighed for at ”lade bilen stå” og i stedet hoppe om bord på toget. Med 470 miles fra havnebyen Seward i syd via Anchorage til Fairbanks i nord, er der fine muligheder for at opleve Alaskas smukke natur fra toget. Den smukkeste strækning er turen fra Anchorage til Seward – en tur på fire timer og 114 miles. En stor del af turen foregår langs Cook Inlet, mens en anden del af ruten går op gennem bjergpasset Moose Pass.

Kører du i stedet nordpå fra Anchorage, er der syv timers natur fra togvinduet, inden toget ankommer til Denali National Park med bl.a. Mount Rushmore. Herfra fortsætter toget videre mod Fairbanks. Du kan altså kombinere Alaska med både bil og tog, og stadig få fantastiske naturoplevelser.

Tilbagelænet og afslappet livsstil
Som turist er det en fordel, at Alaska ligger så langt væk fra alting. Staten er ikke overrendt af turister, og det giver en afslappet, behagelig og oprigtig venlig tilgang til dig som turist. Du føler dig velkommen, uanset hvor du kommer, og der er altid plads til et smil og et glimt i øjet. Med andre ord: Du vil nemt som dansker eller nordisk føle dig hjemme i Alaska – selvom der er 10 tidszoner til Danmark.

Desuden kan du glæde dig over den rene natur – helt bogstaveligt. Alaska har vel nok noget af de reneste drikkevand i USA. Alaska er således den eneste stat, hvor jeg ikke har kunne smage skyggen af klor i drikkevandet på restauranterne – eller nå jeg har børstet mine tænder. Det er ren luksus.

Til gengæld er sommersæsonen ret kort. Alaska åbner i praksis først for turisterne i midten af maj, hvor de første krydstogtsturister ankommer til havnebyerne Seward og Whittier på sydkysten. Og i slutningen af september er ballet forbi igen, for her plejer den første sne at falde igen. Så med mindre du vil dyrke skisport i eksotiske omgivelser – hvilket der er rige muligheder for i Alaska – så er perioden fra oktober til maj ikke lige tidspunktet for kør-selv ferie i Alaska.

Icelandair flyver direkte fra maj til september
Icelandairs nye flyrute til Anchorage flyves fra midten af maj til midten af september. Med Icelandair flyver du via Keflavik på Island, hvilket tager cirka 3 timer og yderligere 7 timer fra Keflavik til Anchorage. Ruten flyves tre gange om ugen i højsæsonen og to gange ugentligt i ydersæsonen i maj og september.

Resten af året skal du via enten Seattle, Vancouver eller en anden destination i det nordlige USA eller Canada. Alaska Airlines, som er det ”nationale” flyselskab i Alaska har flere ruter til den amerikanske vestkyst, især byer som Seattle, Portland i Oregon, San Francisco, Los Angeles og Denver.

Læs meget mere om Alaska:
Anchorage – oplevelser i “storbyen”
Motorhomes, billeje, veje og kørsel i Alaska
Alaska Railroad – Alaska med tog
Hvalsafari i Alaska
Flightseeing over Alaska

Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange