Oscar uddelingen i den danske rejsebranche – Danish Travel Awards 2023 – er nu blevet uddelt. Men set i relation til USA og Canada som destinationer, var årets prisuddeling en ret uinteressant omgang.
I alt blev der uddelt priser i 24 forskellige kategorier, og årets prisuddeling af Danish Travel Awards var den første efter corona pandemien, hvor de oversøiske rejsekategorier var tilbage i konkurrencen.
Ingen Danish Travel Awards til USA eller Canada i 2023
Lad os bare udløse spændingen med det samme: Der var ingen Danish Travel Awards 2023 priser til hverken USA eller Canada i de oversøiske kategorier. Til gengæld løb Thailand med prisen som Bedste Rejseland uden for Europa foran Sydafrika og Australien.
Prisen for Bedste Rejseland i Europa gik i øvrigt Italien foran Spanien og Portugal.
I kategorien Bedste Ferierejsebureau – der repræsenterer rejsebureauer, der arrangerer individuelle ferier for forbrugerne – vandt Top Tours foran FDM Travel og Profil Rejser. Den kategori vandt FDM Travel i 2022.
Icelandair blev hædret som “Bedste Flyselskab i Europa”
Danish Travel Awards var her i 2023 inddelt i 3 hovedkategorier: “Luftfart og transport”, “Rejsebureauer og Udlandsferie” samt “Dansk turisme og danske hoteller”.
I den førstnævnte kategori tog Icelandair prisen som “Bedste Europæiske Ruteflyselskab” foran Finnair og KLM. Meget godt gået af Icelandair, der jo også er en stor aktør, når det gælder flyruter til USA.
Prisen som “Bedste Interkontinentale Ruteflyselskab” havde til gengæld ikke meget med Nordamerika at gøre: Her vandt Emirates foran KLM og Qatar Airways – en pris som Qatar Airways vandt i 2022.
Aalborg Lufthavn blev fortjent “Bedste Danske Lufthavn”
Prisen som “Bedste Danske Lufthavn” gik til Aalborg Lufthavn foran Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn. Og set med nordamerikanske briller er den Danish Travel Award pris ikke helt uretfærdig her i 2023, da Aalborg Lufthavn jo i foråret kunne klippe snoren over til den første direkte flyrute til USA fra Vestdanmark, da SAS åbnede sin nye direkte flyrute fra Aalborg til New York. Og dermed altså den første direkte flyrute fra Danmark til USA, der ikke udgår fra Københavns Lufthavn.
I biludlejnings kategorien løb Avis med prisen som “Bedste Biludlejningsselskab” foran Sixt og Hertz. I 2022 var det Hertz, der løb med den pris.
Det er forbrugerne, der står for valget af vindere til Danish Travel Awards 2023 – og det er analyseinstituttet Epinion, som står for den praktiske indsamling af data fra Epinions såkaldte forbrugerpanel. Det inkluderer et repræsentativt udsnit af befolkningen, fordelt på alder, køn og bopæl.
Danish Travel Awards arrangeres af Travelmedia Nordic, der står bag rejsebranchemedierne Check-in.dk, StandBy.dk og Turisme24.dk
Den kompletter liste af Danish Travel Awards vindere 2023 kan ses på dette link
Af Henrik Lange
Journalist, rejserådgiver og USA ekspert
Highways-USA.com + Highways-Academy.com
Denne artikel er senest opdateret den 5. oktober 2023
Læg en kommentar