Miami har en strategisk god placering i Florida som udgangspunkt for en kør-selv ferie i solskinsstaten, da man kun er et par timers kørsel fra Orlando. Desuden har man nem adgang til Florida Keys. Og ikke uvæsentligt, så har både SAS, KLM, Air France, Lufthansa og British Airways direkte fly fra Europa til Miami. SAS åbnede i 2016 en ny direkte flyrute fra København til Miami med tre ugentlige afgange.
Hoteller tips til overnatning i Miami Beach
Hoteller ved Miami International Airport
Hoteller langs Ocean Drive i Miami Beach
Hoteller i South Beach i Miami Beach
Opgradering af lufthavnen i Miami
Miami International Airport (MIA) har de senere år gennemgået en kraftig opgradering, så terminalerne i dag fremstår lyse og luftige – og med gode ”last minute” shopping muligheder, hvis man ikke har fået styr på den side af sagen på ferien i Florida.
Desuden er Miami International Airport i forhold til international ankomster ikke større som destination, end at immigrationen og toldkontrol plejer at gå rimelig smertefrit i Miami uden for lange ventetider.
Nyt Rental Car Center i MIA
Tilbage i 2010 åbnede man et helt nyt Rental Car Center i forbindelse med lufthavnen. Dermed blev alle biludlejningsselskaber samlet under et tag i et nyt stort parkeringshus. Det gør afhentningen af udlejningsbilen langt nemmere end tidligere, hvor man skulle køres med bus ud til de forskellige firmaer, som havde hvert sit afhentningskontor og tilhørende parkeringsplads liggende rundt omkring lufthavnen.
Desuden har man bygget en ny monorail bane mellem terminalerne i lufthavnen og biludlejningscentret. Så man hopper bare ombord på den såkaldte MIA Mover, der fragter jer over til det nye biludlejningscenter. Og da der kun er to stationer at vælge mellem – enten selve lufthavnsterminalen eller biludlejningscentret – er det i praksis umuligt at stå af det forkerte sted.
Til gengæld må man leve med, at det stort set er umuligt at forlade Miami International Airport, uden at komme i nærkontakt med Florida’s betalingsveje. Samme problematik gælder i øvrigt i Orlando.
Ny metrolinje til Miami International Airport
I 2012 åbnede en ny metrolinje fra lufthavnen og ind til Miami Downtown. Metrolinien Orange Line har endestation på den nye metrostation i tilknytning til lufthavnen. Man kommer over til den nye metrostation ved at benytte lufthavnens monorail bane MIA Mover fra lufthavns terminalerne og over til den nye metrostation, som ligger modsat det nye Rental Car Center. MIA Mover er gratis at benytte, mens en enkeltbillet til metroen koster 2,25 dollars (2015).
Skal man til Miami Beach med offentlig transport, kan man vælge ekspresbussen Miami Beach Airport Flyer, der kører fra lufthavnen hver 30. minut og direkte til Miami Beach. Prisen er beskedne 2,65 dollars (2015) for en enkeltbillet. I selve Miami Beach har bussen en stribe forskellige stops fra 41st Street og helt ned til det sydlige South Beach ved 2nd Street og South Point Drive.
Vælger man en taxa fra lufthavnen og over til fx South Beach i Miami Beach, skal man regne at betale cirka 20-30 dollars for turen. Bor man på et lufthavnshotel tæt ved Miami Airport, er der gratis transport til de nærmeste hoteller.
Hoteller tips til overnatning i Miami Beach
Hoteller ved Miami International Airport
Hoteller langs Ocean Drive i Miami Beach
Hoteller i South Beach i Miami Beach
Læs mere på www.miami-airport.com
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Vi er to par, som lige er kommet hjem fra Orlando. Vi rejste hjem 20. november fra Orlando via Miami, Düsseldorf og ankomst i København 21. november med Air Berlin. Rejsen blev sådan, da vi dagen før afrejsen 10. november måtte købe nye billetter p.g.a. Lufthansa strejken.
Men her er sagens kerne: Da vi ankommer til København, mangler en kuffert, der dog ankommer to dage efter. Vi har alle en kuffert med som bagage, og det viser sig, at der er stjålet fra tre af de fire kufferter. Parfume, kosmetik, elektronik og tøj. Den ene kuffert har åben lynlås ved udleveringen i København. To af kufferterne havde labels med mit navn, og det er fra min kones kuffert, at der er stjålet mest. Især parfume, som ikke var udpakket af emballagen. Men den tomme emballage fra hendes parfume, var lagt i en ubrugt forlomme i min kuffert, hvilket jeg opfatter som hån. Vi kan ikke påvise, hvor sådanne ting sker. Men da det er første gang, vi rejser via Miami, er de under mistanke, da der ikke tidligere er sket noget i de 12-15 gange, vi er rejst fra Orlando.
Desværre er dette også en del af risikoen ved at rejse. Men jeg syntes, at en advarsel om at pakke fornuftigt er på sin plads igen. Mvh Henning
Hej Henning, har prøvet noget lignende i Miami. Da vi kom hjem, kom vores kufferter først dagen efter, og det var ikke vores tøj der var i. Aldrig har vi manglet noget, når vi flyver til og fra Orlando. Så pak fornuftigt, elektronik i håndbagage. Mvh Jesper
Tak for at dele jeres uheldige rejseoplevelse med os andre. Det er første gang, at jeg hører om tyveri fra indtjekket bagage. Og det stiller jo desværre lufthavnen i Miami i et dårligt lys – hvis det rent faktisk er der, at din kones bagage er blevet udsat for tyveri, hvilket jo er svært at svare på. Men ja, mistanken er nærliggende, især når Jesper også har prøver noget lignende. Det understreger desværre, at man i nogle tilfælde skal passe på med, hvor man placerer værdifulde indkøb – og at i det nogle tilfælde, som Jesper også skriver, kan være en god ide at tage visse ting med i håndbagagen.