Efter at have været lukket i næsten tre år, genåbnede Mariposa Grove med de store sequoia træer i Yosemite 15. juni 2018 for offentligheden. Og der venter de besøgende en helt ny besøgsoplevelse, da man nu skal benytte shuttle busser, for at komme ned til Mariposa Grove, da besøgs faciliteterne og vejene i området er lavet helt om. Desuden er der etableret en række nye vandrestier gennem Mariposa Grove med forskellig sværhedsgrad.
Shuttle bus fra nyt velkomst center
For bedre at kunne styre trafikken og tilstrømningen af turister i området, har man etableret et nyt velkomstcenter – Mariposa Grove Welcome Plaza – der ligger placeret tæt ved den sydlige indgang til Yosemite, ud til Californiens Highway 41. Her parkerer man bilen, for så at hoppe ombord på den gratis shuttle bus, der afgår fra det nye velkomst center hvert 10. minut.
Busserne kører i højsæsonen fra midten af maj til midten af oktober fra kl. 8.00 om morgenen og frem til kl. 20 om aftenen. I det tidlige forår og det sene efterår kører busserne fra kl. 8 til kl. 17. Den sidste bus afgår således fra Mariposa Grove enten kl. 20.00 eller kl. 17.00. I perioden fra 1. december til 15. marts kører der ikke busser. Her er det tilladt selv at køre helt ned til Mariposa Grove.
Nede ved selve Mariposa Grove ligger et nyanlagt Arrival Center, hvorfra de forskellige naturstier rundt i Mariposa Grove med de mange gigantiske sequoia træer står. Den korteste og nemmeste er Big Trees Loop Trail (0,4 km), der kan klares på cirka 20-30 minutter, mens det lidt mere kuperede Grizzly Giant Loop Trail på 3,2 km forbi nogle af de største om mest imponerende sequoia træer i Yosemite kan klares på halvanden til to timer. Der findes også endnu længere og mere stejle naturstier for dem, som for alvor vil udfordres.
Mariposa Grove fredet af præsident Lincoln
Selvom Yosemite først officielt blev en nationalpark i 1906, var det faktisk præsident Lincoln, som helt tilbage i 1864 foretog en fredning af Mariposa Grove og Yosemite Valley for at sikre området for fremtidige generationer.
Ud over Mariposa Grove findes der også mindre samlinger af sequoia træer på to andre lokaliteter i Yosemite. Tuolumne Grove ligger på Tioga Road øst for lokaliteten Crane Flat. Her skal man gå cirka halvanden kilometer (en mile) ind i skoven af en natursti, der går en del ned i terrænet, før man når ind til de cirka 20 fuldvoksne sequoia træer i Tuolumne Grove. Der er i sagens natur tilsvarende halvanden kilometer tilbage til parkeringspladsen på Tioga Road.
Merced Grove ligger på Highway 120 øst for den nordøstlige indkørsel til Yosemite National Park. Her fører en natursti på cirka to kilometer ind til Merced Grove med cirka 20 fuldvoksne sequoia træer. Igen skal man tage højde for, at naturstien falder en del i terrænet, og at vandreturen sammenlagt bliver på cirka fire kilometer. National Park Service skriver desuden, at parkerngs mulighederne ud til Highway 120 er meget begrænsede ved Merced Grove Trailhead, hvor naturstien op til Merced Grove starter.
Desuden kan I naturligvis overveje at besøge Kings Canyon og Sequoia National Park syd for Yosemite i Californien, hvis I vil opleve de største sequoia træer i verden, der er endnu større end træerne i Mariposa Grove.
Læs mere om Yosemite:
Yosemite National Park – min introduktion til Yosemite
Mariposa Grove på NPS.gov – få flere detaljer om Mariposa Grove
Hoteller og overnatning inde i Yosemite National Park
Hoteller og overnatning uden for Yosemite National Park
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Foto: National Park Services
Hej Henrik, ved du hvordan ruten mellem Yosemite Vally og Mariposa Grove er? Den ser umiddelbart meget snørklet ud på satellit billeder… Kan den køres af alle størrelse køretøjer?
Ja, den kan køres af alle slags køretøjer. Den er en af de vigtigste veje i Yosemite, så der er ingen problemer i forhold til fx motorhomes eller autocampere. Yosemite er jo ret bjergrig, så det kan ikke undgås, at der er nogle sving her og der 🙂