Rejseplanlægning og rejsetips til Route 66

Hej Henrik: Vi planlægger en rejse ad Route 66 i august 2020. Hvordan sikrer vi os din nye Route 66 guide, når den udkommer nytåret 2019/2020? Mange hilsener Peder og Gitte Lunde PS: Vi plejer altid at bestille alle overnatninger hjemmefra, men kan læse, at det skal vi vist ikke denne gang??? Men vi bestiller selvfølgelig i Chicago og Grand Canyon hjemmefra.

Er lige kommet hjem efter tre uger på farten i USA med hele Route 66 bag mig. Jeg havde selv bestilt det hele: Flybilletter, bilen og overnatning. Chicago var booket på forhånd, WigWam Motel (et af de originale moteller) og Grand Canyon for at kunne bo inde i parken. Det tager meget tid og research, hvis man skal have den perfekte tur, men så er det også som at gå på skattejagt at følge ruten. April var rent vejrmæssigt alt imellem 1 til 30 grader, som jeg syntes var lidt fascinerende. Det er også et smukt forår i USA. Henriks guide var læst på forhånd, rart den er på dansk, nettet var udforsket hvor YouTube er ganske godt idag, og Amazon var blevet besøgt på amerikanske bøger og ikke mindst kort. Når du er på ruten, er den rimelig nem af følge, men kortene giver dig et godt overblik. Udvælg dine MUST STOP hjemmefra, og tag resten på vejen. Sådan gjorde jeg, og der er rigtig meget at se!

Jeg har med stort fornøjelse læst din bog, og vi har bestilt turen til den 15. april 2018 med start i Chicago. Det meste af turen er inspireret af din bog. Turen er sat til at vare 24 dage med start på to nætter i Chicago, to nætters ophold ved Grand Canyon samt to nætter i Las Vegas og til slut fire nætter i Los Angeles. Jeg har planlagt den tur i næsten fem år, købt masser af gode bøger fra Amazon og krydret til med din bog… Eneste som ikke er på plads, er valg af bil. Vi havde på forhånd ønsket en i Star klassen (Mustang eller lignende), men er i tvivl om det er “spild”, da vejret er noget koldt til at begynde med og slutter varmere. Hvad er din egen mening omkring Mustang eller lignende på den årstid? Eller skal vi hellere vælge en SUV eller noget i den retning? Vi er kun to personer, og ønsker bedste af det bedste af turen 🙂 Med venlig hilsen Kenneth & Rikke

Hej Henrik, vi er en familie på fire, der på tænker at kører Route 66 i oktober 2017. Er der noget, vi skal være opmærksomme på på denne årstid? Vi har med interesse læst dine artikler super gode tips. Vi påtænker dog at køre fra Chicago til Elk Horn først, og der fra St. Louis og ramme Route 66. Langs ruten vil vi gerne se Cadillac Ranch, Santa Fe, Grand Canyon, Las Vegas og Santa Monica. Vi påtænker at gøre det i en Mustang, vil du mene at det er et dårligt valg? Det er mest for drengene på 11 og 13 år. Vil du mene, at vi skal bestille moteller hjemmefra – ud over i Chicago og Los Angeles? Vi har afsat 19 dage til turen. Vil det ikke være passende? Mvh. Kristian Langstrup

Rejsetip til Route 66: Da vi kørte med motorhome på Route 66 i foråret 2013, fik vi en overraskende oplevelse i byen Oatman. De pågældende dage var der nemlig det årlige store motorcykel træf “Laughlin River Run”. Så hvis du skulle komme på de kanter i samme tidsrum, kan vi varmt anbefale denne oplevelse. Nedenfor er en beskrivelse om denne oplevelse fra vores blog. Mvh Lene

Dagen var kommet, hvor vi skulle køre en den af kult-ruten – Historic Route 66, og dermed fortsætte vores videre færd i Arizona. En oplevelse, som vi havde set meget frem til. Vi kørte ind på ruten, hvor den startede, kort efter Lake Havasu, og det første lange stykke tid havde vi stort set vejen for os selv. Et par enkelte motorcykler kørte forbi os i ny og næ, og vi konkluderede, at det måtte være indbegrebet af enhver bikers drøm at køre på Route 66. Landskabet var bjergrigt og meget tørt, og som vi nærmede os den lille by Oatman, var omgivelserne som taget ud af scenerne i filmen “Cars”.

Byen Oatman må have sloganet: ”Vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere” tilfælles med dagligvarekæden Fakta. I Oatman, bliver man nemlig tvunget til at sænke farten og køre meget langsomt, idet der går æsler frit rundt på gaderne. Dette skyldes, at man værner om de æsler, der lever frit i naturen og en gang, da Oatman havde sin storhedstid brugte man æslerne til at transportere jord og guld ud af guldminerne, som blev gravet i området. Da det sidste guld var gravet, blev æslerne sluppet fri i naturen og har levet vildt der lige siden.

Guld så vi dog intet af denne dag, men derimod var blankpudset krom det gennemgående metal i Oatman. Der var nemlig også lige en anden ting end æsler, der tvang os til at sænke hastigheden på vores 9 meter lange ”Perry”. Byen var fyldt med Harley Davidson motorcykler, der stod sirligt nypudsede og snorlige parkerede langs begge sider af hovedvejen gennem byen. Der var i tusindvis af motorcykler, ligesom bikerne, typisk med deres bikervest og fuldskæg eller gedeskæg, samt deres bikerpiger stod i vejkanten eller sad på en af de utallige restauranter eller barer, der var at finde langs vejen. Tilsæt herudover en lang smal hovedgade med facader som taget ud af en cowboyfilm med butikker som ”Oatman Outlaws”, ”Judy’s Saloon” og ”Jackass Junction”.

Den lokale sherif var også rigeligt repræsenteret, og det gjorde nok også, at selv de største bikere, der nok kunne klare en Budweiser eller ti, sad i baren og nippede til en sodavand, så de ikke blevet taget i spirituskørsel.

Vi følte os temmelig meget som en elefant i en glasbutik, så da vi ankom med vores store monster af en autocamper, fik vi delvis eskorte gennem den smalle og eneste hovedgade i byen af sheriffen, idet de var nødt til at lukke færdsel af i den ene ende af byen og gelejde os gennem, så vi ikke ramte nogle af motorcyklerne i vejkanten. Tungen blev holdt meget lige i munden, for der er ingen tvivl om, at vi ville være blevet lynchet af 1.000 bikere eller flere, hvis vi kom til at ridse en kværn.

Vi besluttede os for at parkere autocamperen i en grusgrav i udkanten af byen og gå tilbage for at se nærmere på begivenheden. Sheriffen fortalte os, at vi var kommet midt i det årlige motorcykel træf, der finder sted i byen Laughlin. ”Driving here today in a RV is bad but tomorrow it is really bad” sagde sheriffen, hvorefter vi følte os heldige over ikke at skulle køre igennem byen dagen efter.

Efter at have iagttaget motorcykler og deres ejermænd i 1½ -2 timer kørte vi videre mod Williams, hvor vi skulle overnatte. Turens første del fra Oatman var præget af en del bjergkørsel, og vi var langt fra alene længere. Hundredevis af motorcyklister fortrinsvist på Harley Davidsons, kørte mod Oatman, ligesom mange af motorcyklisterne forlod Oatman for at køre mod Laughlin eller fortsætte deres tur ad Historic Route 66.