Begrebet nationalpark er en amerikansk opfindelse. Den første nationalpark i USA var Yellowstone, og den betragtes i dag som juvelen blandt nationalparkerne i USA. Det er den statslige myndighed National Park Services, der står for driften og den daglige praktiske administration af USA’s mange nationalparker, der også omfatter en lang række mindre naturområder, reservater og monumenter.
Gratis adgang til USA’s nationalparker fem dage i 2022
I 2016 fejrede National Park Service sit 100 års jubilæum, og det blev bl.a. markeret med hele 16 dage med gratis adgang til de amerikanske nationalparker. I 2022 er der dog kun fem datoer, hvor man slipper for at skulle betale entre til nationalparkerne. Så det er ikke noget, I ligefrem behøver at planlægge efter.
Men for god ordens skyld: Her er de fem datoer i 2022, hvor I ikke skal betale entregebyr, for at nyde udsigten over Grand Canyon, se de imponerende klippeformationer i Yosemite eller nyde det mangfoldige dyreliv i Yellowstone – for bare at tage et par få eksempler:
17. januar 2022: Martin Luther King Day
16. april 2022: Den første lørdag i National Park Week
4. august 2022: Årsdag, Great American Outdoors Act
24. september 2022: National Public Lands Day
11. november 2022: Veterans Day
Adgang til nationalparkerne – National Park Annual Pass
For at få adgang til hovedparten af de store nationalparker i USA, skal du betale entre. Den opkræves af parkbetjente ved indgangen, og giver i de fleste tilfælde adgang for en personbil inklusiv alle passagerer i op til syv dage. Dermed har I god tid til at nyde naturen i området, og returnere til nationalparken dagen efter, uden at skulle betale entre påny. I de mindre nationalparker, hvor man går rundt ad parkens naturstier, betales der pr. person. Det er dog ikke alle nationalparker, som opkræver entre. Fx er det hele året rundt gratis at besøge Great Smoky Mountains National Park.
Har I planer om at besøge mindst fire af de store nationalparker, kan det bedst betale sig at købe et årspas til nationalparkerne, som koster 80 dollars. Et America the Beautiful Annual Pass gælder 12 måneder fra købsdatoen og giver gratis adgang for alle personer i en personbil, inklusiv chaufføren. I parker man besøger til fods, giver årspasset gratis adgang for op til fire voksne samt børn under 15 år. Et Annual Pass er personligt, og indehaveren skal typisk vise ID, når man kører ind i parkerne.
Nationalpark passet, med det officielle navn America the Beautiful Annual Pass, købes ved indgangen til den første nationalpark, I besøger i USA. Prisen er som nævnt 80 dollars (2022). I de efterfølgende parker viser I blot passet, når I kører ind i en nationalpark – chaufføren vil ofte blive bedt om også at vise ID. Passet er gyldigt i op til 13 måneder: Købet I fx passet i starten af juli 2022, er passet gyldigt helt frem til og med juli 2023. I kan således eventuelt bruge det på flere rejser til USA.
Det er også muligt at købe America the Beautiful Annual Pass på forhånd via websitet Recreation.gov, men for internationale turister er det både dyrt og besværligt at købe nationalpark passet på forhånd. Det kan ikke betale sig at bøvle med det. Vent med at købe passet til I er ankommet til USA.
Nationalpark passet giver i øvrigt “kun” gratis adgang til de føderale nationalparker, mens I stadig skal betale for at besøge naturparker på indiansk territorium som fx Monument Valley i Arizona, Antelope Canyon i Utah og lokale statsparker som fx Custer State Park i South Dakota.
Nationalparker i USA i alle afskygninger
Amerikanerne skelner mellem flere forskellige typer af nationalparker. Her får du et overblik:
• National Park – Den store klassiske nationalpark med enestående natur, der er under beskyttelse af den amerikanske stat, og som bestyres af National Park Services. Det koster typisk entre at besøge de store nationalparker, men du har gratis adgang, hvis du køber et national park pas.
• National Historic Site/ Park – Mindre park, historisk kvarter eller bygning, som er under den amerikanske stats beskyttelse, og som administreres af National Park Services. Fængselsøen Alcatraz ud for San Francisco er bl.a. et National Historic Site. Der kræves ofte entre, og et nationalpark pas giver ikke gratis adgang.
• National Monument – Monument, bygning eller mindre afgrænset område som er under den amerikanske stats beskyttelse, og som administreres af National Park Services. Der kræves ofte entre og et nationalpark pas giver ikke altid gratis adgang. Craters of the Moon i Idaho og Frihedsgudinden i New York er bl.a. sådanne “National Monuments”.
• National Lakeshore/ National Seashore/ National Forrest – Større område med fredet natur under den amerikanske stats beskyttelse. Normalt er der fri og gratis adgang, men adgangen kan begrænses på særlige tidspunkter af året af hensyn til faunaen eller det lokale dyreliv.
• State Park – Rekreativt område med særlige naturværdier administreret regionalt af den enkelte delstat, et eksempel er Custer State Park i South Dakota. Der kræves nogle tilfælde en beskeden entre. Nationalpark pas kan ikke benyttes.
• State Reserve – Lokalt naturområde med en særlig natur og dyreliv administreret regionalt af den enkelte delstat. Normalt gratis adgang, men adgangen kan begrænses på særlige tidspunkter af året af hensyn til det lokale dyreliv.
Naturområder på privat grund
Ud over de officielle nationalparker i USA findes der også nogle naturområder, som ligger på privat grund. Det gælder især naturområder i det vestlige USA i indianerreservater. Disse parker bestyres af de lokale indianerstammer. Her gælder de statslige nationalpark pas desværre ikke, så her må I betale for at få adgang.
Et mest de mest kendte naturområder, som ikke er en statslig nationalpark i USA, er Monument Valley lige på grænsen mellem Arizona og Utah, som drives af de lokale Navajo-indianere. I den vestlige del af Grand Canyon har Hualapia stammen et større indianerreservat, som det kræver særskilt tilladelse til at bevæge sig rundt i. Du kan dog uden problemer besøge Hualapia stammens besøgscenter i Grand Canyon West med den berømte glasbro – uden at have særlig tilladelse.
Også den meget smukke og afsides liggende Antelope Canyon i det nordlige Arizona i nærheden af byen Page ligger på Navajo-territorium. De smukke klippehuler kan i praksis kun besøges, når der er en lokale Navajo-guide med på turen.
Overnatning i nationalparkerne
Det vrimler ikke ligefrem med overnatningsmuligheder i de amerikanske nationalparker, da man ikke ønsker at spolere de naturmæssige værdier. Men i de største parker som Grand Canyon, Yosemite, Yellowstone, Bryce Canyon og Zion findes der hoteller i parkernes “byer”, bl.a. Grand Canyon Village. Her gælder det om at booke hotelværelse i rigtig god tid i forvejen, da der ellers er udsolgt. God tid i denne sammenhæng er flere måneder i forvejen.
Er I til camping, findes der en række primitive naturcampingpladser i bl.a. Yellowstone uden særlige faciliteter, men tæt på naturen. Her gælder først til mølle princippet – dem der kommer først til de ledige pladser, kan overnatte på pladsen. Der er kun et begrænset antal pladser til rådighed, der ikke kan reserveres i forvejen. I højsæsonen i juni, juli og august er der størst chance for at få plads i løbet af formiddagen, når de øvrige campister pakker sammen og kører videre.
Yderligere information
National Park Services har en fremragende hjemmeside med opdateret information om hver enkelt af de i alt 54 nationalparker i USA. Hertil kommer information om de øvrige parker, monumenter og områder, som National Park Services også administrerer. Adressen er www.nps.gov
Mine artikler og guider til USA’s nationalparker og udvalgte state parks:
Antelope Canyon i Arizona
Arches National Park i Utah
Badlands i South Dakota
Bryce Canyon i Utah
Canyonlands i Utah
Canyon de Chelly i Arizona
Capitol Reef i Utah
Crater of the Moon i Idaho
Crazy Horse Memorial i South Dakota
Custer State Park i South Dakota
Death Valley i Californien/ Nevada
Everglades i Florida
Four Corners i Arizona/ Colorado/ New Mexico/ Utah
Glacier National Park i Montana
Grand Canyon – South Rim i Arizona
Grand Canyon – North Rim i Arizona
Grand Canyon West i Arizona
Grand Teton i Wyoming
Great Sand Dunes i Colorado
Great Smoky Mountains i North Carolina/ Tennesse
Joshua Tree i Californien
Kings Canyon i Californien
Mesa Verde i Colorado
Monument Valley i Utah
Mount Rushmore i South Dakota
Muir Woods i Californien
Natural Bridges i Utah
Niagara Falls
Olympic National Park i Washington
Petrified Forest i Arizona
Rocky Mountains National Park i Colorado
Sequoia National Park i Californien
Shenandoah National Park i Virginia
Yellowstone i Wyoming/ Montana/ Idaho
Yosemite i Californien
Zion National Park i Utah
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Hej Henrik: Lige en kommentar til “America The Beautiful” årskortet. Da jeg købte det i Bryce Canyon forleden, blev jeg ikke bedt om legitimation, blot min signatur på kortet. Det ser ud til, at når man efterfølgende skal bruge kortet, så skal man legitimere sig med fotolegitimation. På kortet – der så har min underskrift – er der plads til to underskrifter! Ved det andet felt står der: Passholder Two (optional). Only two signatures allowed. Det læser jeg som om, at man uden videre kan give kortet videre til en anden, det så underskriver på linie nr. 2. Eller hvad tænker du? Mvh Per Blohm
Det er helt korrekt, at park rangerne ved indkørslen til hver nationalpark beder om, at man fremviser foto id, så de kan matche underskriften på ens nationalparkpas/ årskortet med det navn og eventuelle underskrift på det billed id, som så fremvises. Det er den amerikanske måde at gøre tingene på i nationalparkerne. Den ekstra underskrift er en familievenlig detalje, så fx både mor og far i en familie kan benytte årskortet og tage fx børn med i nationalperkerne – på det samme pas. Men det kan også være gode venner eller andre, som kan benytte kortet. Nogle danskere vælger at sælge deres årspas til andre, når de kommer hjem fra ferie i USA, selvom det ikke er intentionen bag muligheden for den ekstra underskrift. Fortsat god tur og mange tak for jeres beretninger og indlæg her på Highways-USA.com 🙂
Lige en opdatering til priserne i et par nationalparker: I Bryce Canyon og Zion nationpark er entréen for en bil med passagerer nu 35 dollars. Vi havde først købte en sådan til Bryce, men da vi fandt ud af, at prisen for et årspas til alle nationalparker “America The Beautiful” pas stadig kun koster 80 dollars, byttede vi til et sådant for en merbetaling på 45 dollars. Vi planlægger nemlig at besøge Zion, Grand Canyon og Saguaro og efter allerede tre parker er der jo penge at spare! Bryce Canyon levede i øvrigt fuldt op til vore store forventninger. Eneste minus var, at en del trails var lukkede p.g.a. sne. Vi fik dog vores lyst til at vandre styret, da vi flere gange i løbet af dagen først fandt udad lukningen et par km ude. Men flot var det! Og som du selv skriver, så blev det ikke mindre flot af, at der ligger sne på de røde klipper. Næste mål var Zion Nationalpark, og vi valgte East Entrance, som ligger nærmest Bryce. Her viste det sig, at Highvay 9 ind i parken var lukket, da dele af den er regnet væk under forårets tøbrud. Det betød en to timers omvej til en anden indgang. Så nu overnatter vi på Rodeway Inn i Hurricane og tager Zion i morgen!
Super god feedback, Per. Jeg var ikke klar over, at Utah Highway 9 er lukket, men det har åbenbart også fået meget sne i Utah, og folk glemmer ofte, at områderne ved både Bryce Canyon og Zion jo faktisk er bjergområder. Heldigvis er der flere veje i området ved Zion National Park, så en omvej på to timer må siges at være rimelig billigt sluppet. Men tak for info om Utahs Highway 9. Det er velkendt, at priserne er steget voldsomt på “enkeltbilletter” i nationalparkerne de sidste par år, så selv med de gamle priser har det ikke kunnet betale sig for jer at købe enkeltbilletter til parkerne. Så super at I har fået ombyttet jeres “enkeltbillet” til et årspas til alle nationalparker. Det er god service. Fortsat god tur!
Hej Henrik. Tak for en rigtig god side, som vi har brugt flere gange i forbindelse med planlægningen af vores tur til USA til sommer. Vi er en familie på fem (børn 10, 14 og 17 år), der skal på road trip fra Chicago til Las Vegas via Route 66 fra den 5. til 21. juli i autocamper. Resten af ruten til Los Angeles er med personbil. Vores overvejelser er omkring, hvilke nationalparker vi skal prioritere? Vi vil i hvert fald besøge Petrified Forest og Grand Canyon, da de ligger lige på ruten. Vi vil gerne besøge en eller to parker mere, men er i tvivl om hvilke, da ingen ligger umiddelbart tæt på. Vi har desuden tænkt os at tage en afstikker til Monument Valley. Hvilke parker vil du anbefalde? Mvh Birita
Petrified Forest er et rigtig godt valg, som ganske rigtigt ligger lige på ruten. I kan også overveje Canyon de Chelly National Park, som ligger lidt nord for Route 66, men ikke mere end en god times kørsel nord for Route 66 ad U.S. 191 i det østlige Arizona – inden I kommer til Petrified Forest. Det er en meget smuk park med Grand Canyon lignende kløfter og enkelte gamle indianer ruiner, som man dog ikke kan gå ned til, men skal nyde på afstand. Canyon de Chelly ligger faktisk på vejen op til Monument Valley fra Route 66, selvom Monument Valley ligger et stykke fra Route 66. Der er ikke specielt mange nationalparker og statsparker langs Route 66, før I kommer til Arizona. Men jeg vil da anbefale jer, at I også besøger Meramec Caverns i Missouri, som også er en fin naturoplevelse – og en klassisk Route 66 attraktion. Hvis I ikke allerede har købt min guide til Route 66, vil jeg naturligvis stærkt anbefale, at I køber den. Så har I alt, hvad I vil vide om Route 66 fra Chicago til Los Angeles samlet i en guidebog. Husk dog, at min guide er skrevet til folk, som tager turen i udlejningsbil. Så nogle af mine anbefalinger – og nogle af de anbefalede strækninger til Route 66 i min e-guide, skal I springe over. De er ikke beregnet til motorhomes/ autocampere. Rigtig god tur ud på Route 66 til Las Vegas og Los Angeles!
Hej Henrik: Igen tak for din hjemmeside og gode beskrivelser. Vi var sidste år, bl.a. med inspiration fra din rejseplan på en fantastisk tur i det sydvestlige USA og er nu ved at planlægge en Midtvesten tur i aug-sep 2019. Vi har hentet inspiration fra begge dine Rocky-Mountains rejseplaner og har et par opfølgende spørgsmål, som vi håber du eller andre har lidt bud på. Vi havde en super tur sidste år, men besluttede os også til, at vi næste gang ville forsøge at have færre destinationer og mere tid/ flere overnatninger hvert sted. Vi følger nok i det store hele din Rocky Mountains 21 dages rejseplan, men tænker at vi efter Moab kører mod Denver og dermed dropper Mesa Verde og Durango. Til gengæld tænker vi at bruge lidt mere tid i Yellowstone. Men til spørgsmålene:
1. Rocky Mountains nationalpark: Både din og andre rejsebeskrivelser gør kun holdt for en nat her. Er der ikke basis for mere end det, især hvis man gerne vil på lidt hiking?
2. Ranch ophold: Vi har overvejet, om vi skulle tage et par nætter undervejs på en ranch. Det kan jo i princippet være hvor som helst på ruten. Har du eller andre erfaring med det eller nogle foreslag?
3. I slutningen efter Moab, og før vi kommer tilbage til Denver, kunne vi godt tænke os et par slapper dage med sol, varme og en pool. Det gør dog alligevel ikke noget, hvis der også er lidt vandremuligheder i nærheden. Det vil være midt september, og på temperatur kortene ser det ud til, at netop området Moab, Grand Junction, Palisade er det bedste valg m.h.t. varme, og tæt på de sidstnævnte ligger også en nationalpark, der hedder Grand Mesa. Har du/ I nogle erfaringer i det område, eller er der bedre muligheder tættere på Denver? Som du nævner er Moab dyr, men er Grand Junction eventuelt en mulighed, eller er der mon andre hyggelige steder til det foremål på turen mod Denver? Mvh. Erik
Hej Henrik! Vi er en familie på fire, der skal 90 dage til det vestlige USA i 2019 i motorhome. Vi skal bl.a. igennem de store nationalparker. Vi ville egentlig ikke have reserveret plads i parkerne på forhånd, da vi gerne vil have den frihed, at vi undervejs kan bestemme, om det lige er f.eks. tirsdag eller fredag, vi tager til f.eks. Yellowstone. Vi rejser i april-juni. Regner med nationalparkerne primært bliver i maj måned. (+ slut april og start juni). Vi er dog blevet i tvivl, om det er en dum ide, og vi risikerer ikke at kunne få plads…? Hvad tænker du? Mvh Rikke
Jeg ville nok vælge en pragmatisk tilgang til projektet, og vælge en kombination af bookinger og så dage, hvor I ikke har booket noget, men blot “tager chancen” – hvilket I kan gøre, fordi I rejser i foråret. Da I er afsted over en meget lang periode (90 dage), kan I naturligvis ikke planlægge turen ned i mindste detalje. Så jeg ville lægge en grovskitse af ruten, og så måske booke plads på forhånd i to-tre af de mest populære nationalparker (i det sydvestlige USA, fx Yosemite), mens I bedre kan tage chancen oppe i Rocky Mountains regionen. Hold dog lige øje med amerikanske helligdage som fx Memorial Day og den tilhørende weekend (sidste mandag i mandag i maj), hvor der altid er mange gæster i parkerne. Så book plads i nogle enkelte parker, og tag så tingene som de kommer på resten af turen. Når I er afsted så lang tid, så lærer I også, at I kan benytte de mange “first come, first serve” campingpladser i parkerne, som ikke kan reserveres på forhånd, men hvor I møder op og håber der er plads. Rigtig god tur: Det lyder som en skøn tur, I skal ud på.
Hej Henrik, tak for en god og informativ side. Vi er i gang med at planlægge en tur til USA til sommer, og skal også besøge Niagara Falls. Vi har egentlig afsat to overnatninger her, men kan nu læse, at du mener en overnatning er nok. Vores tur ser sådan ud: New York – fire hele dage, Washinghton tre dage, kørsel mod Niagara Falls med en overnatning omkring Gettysburg, inden vi så rammer Niagara Falls om aftenen. Herefter en hel dag ved vandfaldene og overnatning, inden vi så kører mod Boston, hvor vi har fire dage, inden vi rejser hjem. Overnatning i Washington og Boston er booket, men intet derimellem er booket endnu. Har du nogle gode ideer eller steder vi skal se undervejs?Mvh. Lene
Beklager den lange svartid, men jeg får rigtigt mange spørgsmål her op til sommerferien. Jeg er desværre ikke specielt godt kendt i området nord og nordvest for Washington D.C. op mod Niagara Falls, så jeg kan ikke rigtigt byde ind med en masse gode forslag til oplevelser. Men umiddelbart så lyder jeres rejseplan ganske fornuftig – i identisk med, hvad mange rejsebureauer tilbyder i det samme område. Det bliver naturligvis en intensiv omgang storbyer, men det skal nok blive en fin tur. Men jeg kan ikke rigtigt komme med tips til det “ind imellem”. Så jeg håber, at I selv kan finde inspiration til oplevelser undervejs. Rigtig god tur under alle omstændigheder.
Hej Henrik, tak for en super side med masser af god inspiration. Vi er på vej på vores første road trip og har et positivt problem: En dag i overskud, vi ikke rigtig kan komme videre med og håber, du måske kan råde os lidt! Vi er to voksne og rejser midt september og planen er foreløbig således: Ankomst Phoenix – Grand Canyon to nætter – Page/ Antelope Canyon en nat – Bryce to nætter – Zion – Las Vegas to nætter – Death Valley – Ridgecrest en nat – Sequoia en nat – Yosemite to nætter – San Francisco fire nætter – Highway 1 en nat – Los Angeles afrejse sen aften. Det giver i alt 16 nætter, og vi har 17 nætter til rådighed. Og vi kan ikke bestemme os til, hvor vi bedst placerer den sidste nat. Vi overvejer Page, Sequoia, Yosemite, Highway 1 eller måske noget helt andet! Da vi først rejser tæt på midnat fra Los Angeles, og da vi har hørt at en del af Highway 1 er lukket, synes vi nok at en nat her er nok. Og vi har været i Los Angeles før. Vi er nok mest til trekkingture, og det taler jo mest for mere tid i nationalparkerne. Vi havde tænkt os en nat inde i Sequoia, men hvis vi skal have to nætter her, skal den ene eller begge nok af hensyn til prisen ligge udenfor. Så ja vi væver lidt rundt i det!
Jeg ser umiddelbart to scenarier foran mig: Når I har valgt at starte turen i Phoenix, så ville det være oplagt at smutte forbi Sedona området sydvest for Flagstaff på vej op mod Grand Canyon. Nu ved jeg ikke lige, hvornår I lander I Phoenix, men som jeg læser jeres rejseplan, så kører I direkte fra Phoenix til Grand Canyon. Jeg ville i stedet tage den første overnatning i fx Prescott i Arizona nordvest for Phoenix – og så dagen efter tage den smukke køretur ad Highway 89A op gennem Sedona området gennem en stribe hyggelige byer og via den utroligt smukke (og kuperede) Highway 89A op mod Flagstaff og derfra op til Grand Canyon. Så får I også en knapt så lang køretur på førstedagen i USA efter en lang flyvetur over Atlanten. Det er nok den løsning, jeg hælder mest til, især når I nu lander i Phoenix. Alternativt, så kunne I tilføje en overnatning i Monument Valley mellem Grand Canyon og Page/ Antelope Canyon. Hvis I vil have begge dele med, så kan I vælge at droppe den ene nat i San Francisco. Ellers synes jeg, at jeres rute og planlagte overnatnings steder ser rigtig fornuftige ud. Det gælder også overnatningen i Ridgecrest mellem Death Valley og Sequoia National Park – fint sted med en overnatning, set i forhold til køreafstandene. P.S.: Tak for købet af min 22 dages dag-for-dag guide til Californien, Grand Canyon og Las Vegas, jeg håber I får glæde af e-bogen.
Hej Henrik, tak for svar og foreslag. Vi mangler at fortælle, at vi har et ophold på tre nætter i New York først og flyver fra New York til Phoenix med ankomst kl. 10.36. Derfor tænkte vi, at det passede fint at køre helt til Tusayan, Grand Canyon første dag. Er det helt forkert? Vi har i mellemtiden overvejet, om vi skulle tage to nætter i Seqouia efter at have nærlæst din beskrivelse. En nat på Wusachi Lodge eller i Three Rivers og en nat på Montecito Lodge, som jo ligger lidt nordligere og vel i den rigtige retning mod Yosemite, ikke sandt. Men det skal vi selvfølgelig veje op mod en ekstra dag i starten, som du foreslår! Grunden til fire nætter i San Francisco er, at vi skal bruge en dag i Napa med en amerikansk familie, vi har besøgt i ungdommen. Ændrer det på dine foreslag?
I kan sagtens køre til Grand Canyon, men jeg ville som Henrik foreslå at tage den via Sedona og evt. overnatte i Flagstaff, som også er hyggelig. Men 3-4 timer til Phoenix i fly og I skal tidligt op, kan jeg så regne ud selvom tidsforskellen er medregnet, og så køre 3½ time. Det er hårdt for nogle, men selvfølgelig ikke for alle 🙂
Tak for svar og råd. Tror vi er blevet lidt forgabt i at tage to overnatninger i Sequoia, bl.a. fordi vi kan finde plads inde i parken. Men det vil jo sige, at fra at have en dag for meget, har vi måske nu en dag for lidt, hvis vi har behov for en overnatning mellem Phoenix og Tusayan, Grand Canyon! Vi har jo sat to overnatninger af i Tusayan, og tænker om vi ikke bare skulle flytte den første af dem lidt sydpå til Williams eller Flagstaff. Det vil jo så give lidt kortere køretur den første dag og lidt længere til Grand Canyon dagen efter. Vi vil jo stadig kunne komme ind fra morgenstunden på anden dagen i Grand Canyon efter overnatning i Tusayan! Hvad siger i til det?
I skal dybest set afgøre med jer selv, hvor meget I orker køre den dag, I lander i Phoenix. Hvis I er friske på at køre hele den smukke tur gennem Sedona området ad Highway 89A op mod Flagstaff, kan I sagtens flytte den ene overnatning fra Tusayan til netop Williams eller Flagstaff. I skal bare beregne, at bruge det meste af dagen på køreturen fra Phoenix gennem Sedona området op til enten Flagstaff eller Williams. Jeg har i øvrigt skrevet en artikel om hoteller og overnatning i netop Flagstaff og Williams på Route 66, hvor I muligvis kan finde noget inspiration.
Hej Henrik. Tak for en meget informativ hjemmeside! Vi (familie på fem) rejser til USA til sommer og har planlagt at besøge: Mesa Verde, Lower Antelope Canyon, Grand Canyon, Lake Powell, Zion (The Narrows), Death Valley og Alcatraz. Så vidt jeg kan se, er det ikke alle disse, som America the Beautiful Annual Pass giver adgang til. Så kan det svare sig at købe det, eller er der for mange af stederne, som alligevel koster fuld pris? Venlig hilsen Peter
Du har ret i, at Antelope Canyon (både Lower og Upper) ikke er inkluderet i nationalparkpasset, da Antelope Canyon ligger Navajo reservatet. Alcatraz koster penge for alle, da man skal betale for færgen over til øen. Lake Powell kender jeg ikke noget til, så jeg er ikke klar over, om der er entre her, men det har jeg ikke hørt om. Men alle de andre parker du nævner, er inkluderet i nationalparkpasset, og dermed kan det stadig godt betale sig at købe det, da alene Death Valley, Grand Canyon og Zion vil koste jer 90 dollars i “enkelt” entre – og oveni kommer så Mesa Verde, der også er inkluderet i America the Beautiful. Så det giver altså stadig god mening at købe passet. Tak for jeres ros af Highways-USA.com 🙂
Tusind tak for hjælpen! Jeg har også et spørgsmål omkring billetter i Las Vegas, men prøver at få det skrevet under rette link 🙂
Hej Peter, vi skal også til Page og regner med en sejltur på Lake Powell en af dagene, vi er der. Så vidt jeg kan læse mig til, koster det 15 dollars for en bil med alle dens passagerer at komme ind på “området”. Jeg ved ikke, om vi skal ind på det område for at komme ud at sejle, men i givet fald er de 15 dollars i hvert fald overkommeligt. Vi tager også Lower Antelope Canyon og har bestilt på forhånd, da vi er der 2. til 5. juli (nationaldag), så vil være på den “sikre” side i forhold til de mange turister, der helt sikkert er i området.
Hej (igen) Henrik! Jeg kan se, at du ikke har nogen beskrivelse af Valley of Fire State Park. Men jeg ville høre, om du eventuelt har været der, eller kender lidt til parken på anden måde. Eller om en anden bruger af dette fantastiske site måske kunne anbefale noget i parken? Vi kører fra Las Vegas til Zion (hvor vi ikke skal nå noget i Zion på køredagen), så det er oplagt at slå et smut inden om Valley of Fire, som jo ligger næsten på vejen og bruge nogle timer der, inden vi skal “lande” i Springdale, hvor der så skal hikes i Zion dagen efter. Det bliver et gensyn med Zion, hvor vi nåede at hike op til “Emerald Pool” sidst vi var der, så forventninger til ny hike tur er store 🙂
Valley of Fire har jeg til gode at besøge. Så det er derfor, at den ikke er nævnt her på sitet. Parken står også på min egen liste over oplevelser, jeg skal teste, næste gang jeg kører fra Las Vegas til Zion (eller den modsatte vej). Jeg har hørt fra andre, at den skulle være smuk, og alene navnet får jo ens forventninger op i det røde felt – på den gode måde 🙂 Men jeg håber, at andre eventuelt kan bidrage med nogle kommentarer til oplevelser i Valley of Fire State Park i Nevada. Sidst jeg var i Vegas nåede jeg til gengæld ud Red Rock Canyon, som dog ligger i den “modsatte” retning fra Vegas. Jeg har endnu ikke fået lagt fotos op, men her er min artikel om Red Rock Canyon
Hej Morten! Jeg har været i Valley of Fire nogle gange – senest sommeren 2015. Jeg har også besøgt Red Rock Canyon, som Henrik omtaler. Hvis jeg skulle vælge mellem de to, ville jeg bestemt vælge Valley of Fire. Hvis I besøger parken om sommeren, så prøv at komme så tidligt som muligt, da der bliver ekstremt varmt om eftermiddagen. Og så lige en bonusoplysning: Hav selv mad og eventuelle drikkevarer med. Drikkevarer kan købes i Visitor Centret, men udvalget af mad er meget begrænset der. Valley of Fire byder på meget smuk natur, som man bedst oplever ved også at komme ud af bilen på nogle gåture i området.
Hej Mona, mange tak for inputtet. Vi tager turen i Valley of Fire State Park (overvejer Red Rock Canyon, når vi slutter turen af i Vegas, med mindre familien er blevet for trætte af sten). Jeg har kigget på din hjemmeside, og det ser jo smukt ud i Valley of Fire. Lige et par yderligere spørgsmål, som du måske kan give et hint om: Vi regner med at få tid til at gå en tur derude på 1,5-2 timer. Er der en tur, du kan anbefale? Hvilken vej kørte I fra Las Vegas? Tog I Interstate 15? Kan nemlig se, at man også kan tage Highway 167, som godt nok tager lidt længere tid, men måske byder på en lidt flottere rute.
Hej igen! Vi “plejer” at køre ad I-15 fra Las Vegas og dreje til højre ved Moapa Paiute Travel Place. Butikken er et kort besøg værd. Følg Valley of Fire Highway. Der er cirka 35 miles til I støder på betalingsstationen (vest indgangen), som for det meste er en self-fee station. Efter betalingsstationen er der vel omkring 6 miles til visitor centret. Et stop på vejen dertil kunne være Atlatl Tock og Beehives. Efter besøget i visitor centret (hvor der er toiletter), kan en lille omvej til Rainbow Vista anbefales. Og dernæst retur til Valley of Fire Highway, som I så følger mod øst udgangen. På vej dertil kunne et stop ved The Cabins og Elephant Rock være en mulighed. Når I er kommet ud af øst udgangen, fortsætter I mod venstre via Overton tilbage til I-15. I Overton var der – så vidt jeg husker – lidt flere muligheder for frokost. Det er også i Overton, at Lost Museum ligger. Hav en god tur.
Super god feedback, Mona. Jeg må selv tjekke Valley of Fire ud, næste gang jeg er på de kanter 🙂
Hej Mona, som Henrik også skriver: Super god feedback. Tusind tak for det. Jeg er nu allerede en del bedre forberedt på parken. Skønt. Hilsen Morten
Hej Henrik: Tak for en rigtig god og informativ hjemmeside. Vi hørte dit meget interessante foredrag om nationalparker på FDM travels USA messe den 6. marts 2016. Vi er en familie på to voksne og to drenge (12 og 16 år), som er i gang med planlægningen af vores USA tur sommer 2016, og har et spørgsmål til ruteplanlægning i forbindelse med turen. Vi skal køre “coast to coast” fra New York og til Los Angeles. Undervejs skal vi bruge to dage i Yellowstone National Park, og planen derfra er at køre sydpå via Grand Teton, måske Salt Lake City, (men det kunne også være noget andet) Grand Canyon og derefter Las Vegas. Mit spørgsmål går primært på, om ikke det er smartest at køre til Grand Canyon fra nordsiden, og vandre i kløften fra North Rim i stedet for South Rim? Så vidt jeg kan se, sparer vi en hel del kilometer med den denne rute. M.h.t. overnatning har vi ikke booket, men det mest sandsynlige er overnatning i Kanab såfremt det bliver nordsiden, og Flagstaff hvis det ender med sydsiden. Jeg kan se på dit site, at 90% af alle turister ser Grand Canyon fra sydsiden, og det lyder også som det mest “normale”. Men er det en dårligere oplevelse af bruge nordsiden? Og hvordan synes du, at vores plan lyder? Til info har vi – godt nok for en del år siden – vandret i Grand Canyon fra sydsiden. Venlig hilsen Søren Nielsen
Tak for jeres ros af Highways-USA.com og jeres kommentarer omkring mit foredrag om nationalparker for FDM travel. Angående Grand Canyon fra nordkanten, så synes jeg det er en oplagt måde at opleve Grand Canyon fra. Kløften er lige så smuk fra nordkanten som fra sydkanten, og den eneste grund til, at sydkanten er mere populær end nordkanten, er at sydkanten ligger langt tættere på store byer og trafikknudepunkter end nordkanten, der kræver en noget større omvej. Men som i jeres tilfælde kunne være et oplagt alternativ til sydkanten. Angående vandring i selve kløften, er det ikke noget jeg har ret mange erfaringer med. Jeg har bevæget mig en lille tur nedad i kløften fra sydkanten, men da jeg af gode grunde skulle samme vej op igen, så gik jeg ikke ret langt ned. Og da I er der om sommeren, så pas på varmen. Som jeg lige husker det, så starter stien ned i kløften fra nordkanten tæt ved Grand Canyon Lodge – det store (og eneste) hotel ved nordkanten. Angående ruten fra Yellowstone og sydpå, er det ret svært at “undgå” Salt Lake City, da den eneste oplagte vej går ned forbi byen. Men syd for byen kan I overveje en mere østlig rute forbi Arches og Canyonlands National Parks i det centrale Utah – og så derfra bevæge jer via Monument Valley og Antelope Canyon ved Page mod Grand Canyon North Rim. Og så videre via Zion National Park ned til Las Vegas. Forsat god rejseplanlægning 🙂
Hej Henrik, vi skal på en familietur til Californien og det sydvestlige USA her til sommer. Har lige købt din 22-dages guide og vores tur er meget lig dit forslag. Dog har vi valgt at tage direkte til Springdale, Zion efter overnatning i Grand Canyon (Yavapai Lodge). På denne tur vil vi gerne tage et photostop ved Horseshoe Bend og overvejer også en guidet sejltur på Lake Powell, så vi kan opleve Antelope Canyon. Tror du at det er muligt rent tidsmæssigt? På forhånd tak for svar.
Hvis I kører tidligt fra Grand Canyon, kan I godt nå både et stop ved Horseshoe Bend syd for Page og et guidet tur gennem Antelope Canyon. Sejlturen på Lake Powell er jeg mere i tvivl om, for aktiviteter som sejlture er typisk noget, der tager mindst et par timer. Så det tvivler jeg lidt på, I kan nå også. Lake Powell og Antelope Canyon har i øvrigt intet med hinanden at gøre – de to lokaliteter ligger bare tæt på hinanden. Jeg har faktisk aldrig selv være ude at tage fotos af Horseshoe Bend syd for Page. Men jeg har læst mig til, at vandrestien ud til Colorado flodens “bue” fra parkeringspladsen ved hovedvejen U.S. 89 syd for Page er godt en kilometer hver vej – eller 0,7 miles hver vej. I skal i øvrigt beregne cirka fem timers kørsel uden pauser fra Grand Canyon Village til Springdale ved Zion National Park i Utah. Så ved I sådan cirka, hvor meget tid I kan tillade jer at bruge på udflugter og oplevelser undervejs. P.S.: Tak fordi I købte min e-bog og 22 dages dag-for-dag plan til det sydvestlige USA.
Hej, og tusind tak for en super hjemmeside. Jeg har et par spørgsmål til rejseplanlægningen, som jeg håber at kunne få nogle gode råd til. Vi tager fem uger til det vestlige USA til sommer med vores to piger på 4 og 7 år. Vi skal starte med at bo ti dage i Ventura og slutter med otte dage i Encinitas. Derimellem har vi planlagt at køre denne rute fra Ventura: Ventura-Grand Canyon-Las Vegas-Yosemite-San Fransisco og så ned langs kysten til Encinitas. Mine spørgsmål er:
1) Hvor skal vi stoppe undervejs fra Ventura til Grand Canyon (1-2 nætter)? Vi overvejer Joshua Tree National Park, Kingman, Sedona…
2) Hvor skal vi stoppe undervejs fra Las Vegas til Yosemite? (vi tænker at køre via Tiago passet). Bishop? Mammoth Lakes? Og skal vi køre gennem Death Valley på vejen eller udenom?
Joshua Tree National Park er bestemt et besøg værd. Vi overnattede i Indio i forbindelse med vores besøg i parken. Og kørte gennem parken til byen Joshua Tree og derfra til Laughlin, som I også kunne bruge som overnatningsby på vej mod Grand Canyon. Turen gennem Death Valley er meget varm om sommeren, så hvis I vil være ude og opleve naturen, skal I være der enten tidligt eller sent på dagen. Evt. med en overnatning i Furnance Creek Inn. Derfra er overnatningsbyer som Bishop eller Lee Vinning en mulighed, før I kører over Tioga Pass. Mammoth Lake har vi prøvet at overnatte i, men byen er en skisportsby, og vi synes at den virkede temmelig “død” om sommeren.
Tusind tak for svar. Det er meget brugbart. Nogle erfaringer med Sedona? Om det er turen værd, at tage en afstikker dertil på vej til Grand Canyon?
Har desværre ingen erfaringer med Sedona.
FERIEFORVENTNINGER: Jeg har givet mig selv og mine to teenagere en sommerferie ”on the road” i det vestlige USA inklusiv Californien. For 32 år siden stod jeg på kanten af Grand Canyon og blev fanget af de uendelige vidder og dybder, som opslugte mig. Lige siden har jeg gået med en drøm om, at vandre i Grand Canyon og opleve den indefra. Men så fortæller nogle venner mig, at Bryce Canyon er endnu smukkere på grund af farverne og formationerne. Mine forventningers glæde gemmer på oplevelser, som jeg end ikke kan forestille mig. 14 dage ”on the road” er nu planlagt i detaljer med hjælp fra Henrik Lange, Highways-USA.com. Jeg føler mig forberedt og har en rejseplan, der er realistisk i forhold til at opleve fem nationalparker indefra. Efter at være fyldt op af nationalparkerne, der ligger på stribe i det sydvestlige USA, går turen mod Stillehavskysten, som er storslået på en helt anden måde. Og jeg forventer igen at blive ramt dybt i min sjæl. Jeg glæder mig til at føle mig som en lille brik i den overvældende naturs puslespil.
FERIEFORVENTNING: Jeg har aldrig været i USA før, men nu har jeg fået muligheden for det, da min mor har inviteret mig og min søster derover, hvor vi i to uger skal køre rundt i en Escape Campervan. Som tiden nærmer sig, er jeg virkelig begyndt at glæde mig. Jeg glæder mig til at opleve noget nyt. Jeg har hørt så meget om naturen og nationalparkerne i USA, som skulle være så ekstreme. Jeg glæder mig til at opleve de højeste og bredeste træer, det længste vandfald og de store og uberørte klippelandskaber. Jeg har set billeder af nationalparkerne som Grand Canyon og Zion, men det bliver noget helt andet at se dem i virkeligheden med mine egne øjne. Jeg glæder mig til at vandre rundt i nationalparkerne, og se dem indefra og endda også sove i dem på campingpladserne. Jeg håber, de er så fantastiske, som folk går og siger, for så bliver det en oplevelse for livet.
FERIEFORVENTING: Min største forventning er at opnå mere ro og tid til fordybelse på denne rundrejse i lejet bil.
Jeg gjorde samme rundtur for første gang for 10 år siden og var for dårligt forberedt – og nok en anelse nervøs for at køre bil “over there”, men turen gik mig i blodet, og jeg lovede mig selv at vende tilbage. Turen starter fra L.A. Min rejsepartner og jeg glæder os til at fordybe os nationalparkerne, hvor vi kører i en stor bue øst over, derefter mod nord, og derfra mod vest igen, hvor vi havner San Fransisco og tager Highway 1 tilbage til L.A. Min rejsepartner har aldrig prøvet et road trip i USA, så hun er endnu mere forventningsfuld og spændt. Mojave, Arizona, Nevada og Death Valley er de fire ørkenområder, som vi glæder os meget til at køre igennem. Vi skal ramme Route 66 omkring byerne Oatman eller Kingman, og ellers bare dvæle ved nationalparkernes overdådige skønhed undervejs.
En helikoptertur over Grand Canyon, har vi også store forventninger til – men også til mødet med lokalbefolkningen. Der skal indtages moderate mængder af “Greasy Food” undervejs, og livet skal i det hele taget nydes – på den amerikanske måde. Den CD, der skal starte hver morgens “take off”, er allerede købt: “On the Road Again” med Willie Nelson 🙂 Alt i alt er vores største forventning, at vi på én måned kommer ind under huden på Californien – men gør det i et afslappet tempo.
FERIEFORVENTNING: Det har været lidt svært at finde ud af, hvor jeg skulle poste den her, så hermed en opfordring til at lave et indlæg om Atlanta 🙂 Vores ferieforventning til USA er, når vi til sommer skal besøge noget familie i Atlanta. Det er svært at sige, hvad vi glæder os mest til! Vi glæder os selvfølgelig til alle oplevelserne, der venter, men vi glæder os også bare til at opleve hele stemningen og atmosfæren. Vi glæder os rigtig meget til, at vi skal have en guidet rundtur i CNN’s hovedkvarter – og til vi skal på World of Coca-Cola og lære mere om virksomheden bag det kendte brand, og smage på de mange forskellige sodavand, der sælges af Coca-Cola rundt omkring i verden. Vi skal naturligvis også besøge Martin Luther King Jr National Historic Site, hvor vi både vil ind på museet, og se det hus han blev født i. Og så vi glæder os til at besøge forfatteren Margaret Mitchells hus, som er blevet lavet om til et museum. Overfor Margaret Mitchells hus ligger Federal Reserve Bank of Atlanta, der tilbyder gratis selvguidede ture, hvor vi skal lære mere om det amerikanske bankvæsen og se dollarsedler blive trykt. Vi glæder os også utrolig meget til, at vi skal ind på Turner Field og se Atlanta Braves spille baseball. Det tror vi også bliver en rigtig sjov og anderledes oplevelse. Inden vi skal hjem, vil vi også gerne på flyselskabet Delta Air Lines’ museum. Her der mulighed for at se gamle fly og lære om Deltas historie.
Men det vi glæder os allermest til, er den dagstur, vi har planlagt til Stone Mountain Park. I denne park, der har været en turistattraktion siden 1838, ligger en kæmpe stor granit sten. Hvis det ikke er alt for varmt, vil vi gerne hike op på toppen af den. Men ellers skulle der være lifte, man kan tage op til toppen. Vi vil også meget gerne besøge museet i Stone Mountain, der handler om borgerkrigen og om, hvordan de lavede den store gravering i stenen. Om aftenen skulle der være et stort patriotisk lasershow projekteret op på stenen. Og så glæder vi os selvfølgelig også til at spise ferskner, nu vi er i the ‘peach state’.
Spændende beretning, tak for den, Anina. Jeg har faktisk tidligere haft en storbyguide til Atlanta på sitet, men den var blevet uaktuel på flere punkter, så derfor har jeg pillet den af. Men jeg overvejer at opdatere og genaktivere min guide til Atlanta, lige som jeg for nylig gjorde det med min guide til Toronto i Canada. Det bliver dog ikke på denne side af sommerferien. Men tak for opfordringen 🙂
Hej fed forventning. Atlanta er også en super lækker by at være turist i. Mig og min kone savner den fra sidst, og overvejer kraftigt at returnere på et senere tidspunkt….
FERIEFORVENTNING: Det kan simpelthen ikke skrives kort, hvilke forventninger vores familie på fem personer har til fem ugers ferie i det vestlige USA. Alle glæder sig fra vores fire årige lillesøster, der glæder sig til M&M’s butikken i Las Vegas sammen med store søster på 13 år, som ser frem til bl.a. tøjoutlets i samme by. Eller vores bror på 10 år, som glæder sig til at opleve byerne på Route 66, som han har set 100 gange i filmen “Cars” eller turen til SeaWorld og Universal Studios, som alle børn glæder sig til. Mens de voksne glæder sig til at se sequoia træer, nationalparker og gåture i San Fransisco etc. etc… Eller blot hele familien, som glæder sig til turen i campingbus og den sidste uge med badning i resort i Palm Springs… Måske er det bedst sagt med, at vi glæder os til at opleve kontrasterne mellem det “vilde” i seværdigheder og oplevelser fra diverse kataloger og websites – lige ned til at køre igennem de områder, hvor de dyrker de rosiner, vi spiser på havregrynene om morgenen – og måske grille skumfiduser i en nationalpark… Mvh Stig Andreassen
Tak for et godt foredrag i Århus 25/11. Vi nåede ikke at stille dig spørgsmål, så det kommer her i stedet. Vi skal sammen med vores to børn på 9 og 11 år køre på tværs af det sydvestlige USA næste sommer, hvor vi har lejet et motorhome. Vi starter i Albuquerque, hvor vi har besøgt noget familie, og så har vi ca. en uge til oplevelser på vejen mod Yosemite og San Fransisco-området, hvor vi skal være ca. en uge og til sidst planlægger vi at have ca. en uge i Los Angeles-San Diego-området, som vi kører til via Highway 1. Mit spørgsmål er, hvilken rute vi skal vælge på tværs op mod Yosemite. Grand Canyon er et must for os. Men spørgsmålet er så, om vi herefter skal køre nordover og opleve nationalparkerne Monument Valley, Bryce og Zion, eller om vi i stedet for skal prioritere Petrified Forest, Sedona og Route 66 samt færre kilometer? Las Vegas er en joker på begge ruter eller Sequoia, hvis vi vælger den sydligste rute.
Tak for ros af mit foredrag i Århus, og jeg beklager, at jeg ikke lige har nået at svare jer før nu. I forhold til jeres rute, så udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet. Faktisk kan I få både Route 66 og Petrified Forest med på jeres rute fra Albuquerque over mod Grand Canyon. For I følger simpelthen Route 66 hele vejen fra Albuquerque til Grand Canyon. Undervejs midt på Route 66 ligger Petrified Forest, så det er jo ret nemt. Desuden kommer I igennem en stribe klassiske Route 66 byer i det vestlige New Mexico og østlige Arizona. Dem i Arizona (Holbrook og Winslow) har jeg i øvrigt skrevet artikler om. Fra Grand Canyon ville jeg køre nordpå øst om Grand Canyon og op til Bryce og Zion National Park i Utah. I kan også vælge at køre helt op til Monument Valley fra Grand Canyon, og så videre fra Monument Valley op til først Bryce og dernæst Zion. Monument Valley kræver dog yderligere halvanden dag, så her må jeres tidsplan afgøre, hvor langt I kan nå omkring. Jeg kan ikke lige vurdere jeres rejseplan i forhold til antallet af dage, men jeg ville nok afsætte noget der lige 8-10 dage til turen fra Albuquerque og ned til og med Las Vegas. Sedona og Sequoia ville jeg gemme til en anden gang. En hel uge til San Francisco plus Highway 1 er måske lige i overkanten – det kan I klare på sammenlagt fem dage. Så I kan altså populært sagt “overføre” et par dage fra San Francisco til turen fra Albuquerque til Las Vegas. Jeg håber, at det giver jer lidt mere klarhed over jeres rute.
Som alle de andre må jeg starte med at takke dig for et rigtig godt site. Og dernæst til spørgsmålet: Har du været i Kaibab National Forest? Jeg leder efter et par gode steder at mellemlande på turen mellem Los Angeles og Grand Canyon. Vi overvejer Lake Havasu City og Kaibab. Vi er to voksne og to børn på 9 + 12, så det skal gerne være børnevenligt, men natur oplevelser tæller højt. De bedste hilsener Pernille
Kaibab National Forest er det store skov- og naturområde, som ligger sydvest for Flagstaff i Arizona – blot så geografien er på plads for knapt så “lokalkendte” i området 😉 Skovområdet er i mine øjne ikke så interessant, men vender man blikket mod syd og kigger på området syd for Flagstaff, dukker Sedona området op, og det er meget et rigtigt dejligt område, som jeg besøgte i 2013. Så hvis I vil udfordres lidt, kunne I overveje at tage Highway 89 fra Ash Fork (på Interstate 40), og så køre ned til Highway 89A, så går tværs igennem Sedona området – og gennem byer som Clarksdale (hvor veteranbanen Verde Canyon Railroad udgår fra), videre til den hyggelige Cottonwood og endelig til modæne Sedona, der også er kendt for sine markante røde klippeformationer. I skal bare være opmærksom på, at Highway 89A er meget snoet – især på den vestlige del af ruten vest for Clarksdale, og længere motorhomes frarådes faktisk at køre denne del af Highway 89A. Og så er det en “afstikker”, man bør sætte mindst halvanden dag af til, hvis man også vil have tid til nyde naturen og byerne langs ruten. Fidusen er, at man ender oppe i nærheden af Flagstaff igen, hvis man følger Highway 89A hele vejen. Tak for jeres ros af Highways-USA.com – fortsat god planlægning!
Sedona kan anbefales. Efter en smuk tur gennem skov og stejle kløfter, dukker byen pludselig op når man kører fra Flagstaff.
Sedona er rigtig flot og klart at anbefale. Vi var der sidste år og det var en rigtig god oplevelse!
Henrik – din hjemmeside er den absolut mest brugbare, når det gælder gode anbefalinger og erfaringer fra enkelt-destinationer i USA! Et enkelt pip: Din søgefunktion på siden er ikke eksisterende, så det er lidt svært at finde rundt på siden, hvis man søger noget helt specifikt.
Jeg vil endvidere lige nævne destinationen Mammoth Lakes, der ligger lige ved Highway 395 mellem Death Valley og Yosemite via Tioga Road. Om vinteren et skisportssted og om sommeren et sted for mountain bikers. Der er et enormt cykelrutenet for både nybegyndere og professionelle. For naturelskere ligger der et National Monument: Devil’s Pipes. En stenformation, der ligner orgelpiber, som skulle være helt fantastisk. Desværre brugte vi alene stedet til en overnatning på turen mellem Las Vegas og Yosemite, så vi havde ikke tiden. Havde vi vidst lidt mere om, hvad der var at se, havde vi indregnet til ekstra tid på stedet… Men skidt pyt – så er der jo basis for endnu et besøg 😉
Tusind tak for din feedback. Det er altid dejligt med konstruktiv kritik 😉 Jeg er godt klar over det med den manglende søgefunktion. Faktisk har jeg lige haft et møde med en ekspert i brugervenlighed omkring sitet, og det var en af de ting, vedkommende nævnte, så et søgefelt er på min agenda. Og tak for tippet om Devil’s Pipes. Det er på listen til næste gang.
Vi er en lille familie på 3, der tager til Grand Circle nationalparkerne med telt, rygsæk, men dog fra sted til sted i bil. Eftersom vi har kogegrej med, er der så nem adgang / let mulighed for køb af mindre gasflasker, indkøb af mad (supermarked, m.v.), eftersom vi jo ikke har adgang til et kølskab, men mere må ty til mad, vi kan lave selv samme dag, havregryn, spaghetti, frugt, grønt m.v.? På forhånd tak
Jeg har ikke selv dyrket længere ture med rygsæk og madlavning på camping manér i nationalparkerne, så det gasflaskerne kan jeg ikke svare på. Angående køb af mad/ proviant, så vrimler det ikke ligefrem med indkøbs muligheder i nationalparkerne. Så nem adgang vil jeg ikke kalde det. Min anbefaling er, at I køber større ind i større supermarkeder i de større byer, som I kommer igennem. Det vil også være det billigste, i forhold til at købe ind ude i parkerne i de få kiosker/ markeder, som trods alt findes enkelte steder, men hvor prisen er ret høj. Ofte findes der flere restauranter i nationalparkerne, men ikke ret mange kiosker/ markeder, sådan som I efterlyser dem. I skal nok satse på at købe ind hver anden eller tredje dag, når I ikke har adgang til kølefaciliteter. En køletaske til bilen vil dog være en rigtig god investering. God tur!
Tusinde tak for hurtig svar Henrik. Det var brugbart 🙂 God dag!
Vi har fået din side anbefalet af min far (stor USA entusiast) og med god grund! Der røg lige 4 timer uden jeg faktisk opdagede det!! Vi flyver til og fra LA (lander 1/10 og flyver igen 20/10). Vi er kommet frem til, at vores fokus område bliver Utah, da vi gerne vil prøve noget nyt (Yosemite, Grand canyon og Death Valley har været en stor succes – to gange). Et problem som vi håber du kan hjælpe med er: begrænsningens kunst. Vi har kig på følgende steder, som vi gerne vil besøge: Sequoia, Kings Canyon, Zion, Joshua Tree, Mesa Verde, Bryce Canyon, Arches, Monument Valley, Natural Bridges, Lake Powell, Capitol Reef, Canyonlands og Antelope Canyon. Spørgsmålet er, om der er nogle steder der skal prioriteres over de andre (ifht. din erfaring), parker hvor man SKAL ud at gå for at få den rigtige oplevelse (jeg har noteret at du anbefaler at man skal ud at gå ved fx Arches) og hvilke steder man bliver mættet nok af en køretur med et par stop. Derudover er det et spørgsmål om hvor meget tid man skal sætte af til de enkelte parker. Du har fx skrevet, at man minimum skal bruge 3 timer i Monument Valley og at både solopgang og -nedgang bør opleves i Bryce Canyon. Vi vil hellere (være nødsaget til) vælge nogle parker fra og så få det fulde udbytte af turen.
Udover udfordringen med begrænset tid, er der en yderligere udfordring, idet jeg umiddelbart er gravid i 5. måned på det pågældende tidspunkt, hvilket nok gør, at alt for lange/hårde ture ikke er at foretrække – vi var på nogle fantastiske heldags ture i både Yosemite og Grand Canyon, men dem må vi nok have til gode til næste gang! Har du også nogle gode råd vi skal være opmærksomme på ifht. årstiden? På forhånd tusind tak.
Hej Anne, jeg så lige din beskrivelse af jeres planlagte tur. Jeg kender alle de nævnte national parker og tillader mig derfor, at give min mening. Ud fra den begrænsede tid og planen om fokus på Utah ville jeg fravælge Sequoia og Kings Canyon og gemme dem til en anden gang. Antelope Canyon er en kæmpe oplevelse, men oktober er i slutningen af sæsonen og har derfor ikke så flot lys i slugten. Gem derfor Antelope, Lake Powell og Monument Valley til en anden tur. Canyonlands er ikke så særpræget, så spring også den over.
Ud fra Los Angeles kan I starte i Joshua Tree og næste dag er Petrified Forest bestemt også et besøg værd. Derefter Mesa Verde, Arches og Bryce Canyon. Alle disse nationalparker er meget forskellige, kan ses på en halv dag og næste park kan nås på en halv dag. Derefter er det oplagt med en overnatning i Las Vegas (der er et par gode outlets), før turen går tilbage til et par dage i LA. Det giver en del kørsel, men ikke urealistisk. Du skal ud og gå alle steder, men ikke så svært og i oktober er temperaturen overkommelig. God tur.
Tusind tak Bo, det tager vi helt sikkert med i overvejelserne! Især dit tip med Antelope Canyon – jeg har alene set billeder og konkluderet at det er utrolig flot, men det er selvfølgelig en vigtig detalje med årstiden/ lyset! Petrified Forest havde jeg lidt droppet, fordi det lå et stykke længere væk. Men omvendt kan jeg godt se, at Lake Powell-området måske ikke er perfekt i oktober. I forhold til gåture tænkte jeg mest på, om det krævede at man gik en halv eller en heldag eller om mindre ture ville være nok for at få en ordentlig oplevelse af parken. Oplevelsen bliver uden tvivl større jo mere man ser af naturen, men der kunne være parker vi skulle gemme, hvis man ikke havde planer om en heldagsvandretur. Joshua Tree var vi også blevet enige om at tage med – på vej til San Diego. Som det ser ud nu, når vi nok ikke at se så meget til LA, men da vi begge har været der to gange, er den også nedprioriteret.
De fleste ruter jeg kan finde vedrørende The Grand Circle er på 11-12 dage, så umiddelbart tænker jeg, at vi har ok med tid (selvom man nok aldrig kan få for meget). Vi regner med at 15 dage af vores 3 uger skal bruges på The Grand Circle. Men Petrified Forest ligger et stykke væk, så den eneste grund til, at vi overvejer den, er din anbefaling. Henrik, hvad vil du mene? Derudover kan vi ikke helt finde ud af, om vi skal booke alt/ det meste hjemmefra eller gøre det fra dag til dag, så vi kan planlægge efter vejret. Det er i oktober, så det er jo ikke høj sæson, men jeg har svært ved at vurdere hvad der er bedst. Vores plan er at begynde med Zion og Bryce og køre den vej rundt, da jeg har læst, at det er bedst at tage Bryce først i forhold til at den ligger ret højt (og der er større sandsynlighed for godt vejr primo oktober i forhold til medio oktober)
Det er super god feedback, Bo giver i sine anbefalinger til jer, og jeg er faktisk enig med ham et langt stykke hen ad vejen. Det med sollyset og Antelope Canyon har jeg ikke hørt før: Jeg vil dog sige, at selvom solen ikke står lige lodret over kløfterne, så er de stadig så specielle, at jeg stadig ville overveje dem. Jeg må tilstå, at jeg lidt har mistet overblikket over jeres tur, så om skal tage Petrified Forest med eller lade være, den er lidt svær. Måske skal I Iade være, da den ligger lidt væk fra de normale rejseruter. Jeg er også helt enig med Bo i, at I skal droppe Sequoia og Kings Canyon, og så fokusere på parkerne i Utah. Hans fravalg af Canyonlands er jeg dog ikke enig i – når I nu netop sætter fokus på Utah, og også skal til Arches. Og så behøver I ikke at booke samtlige nætter hjemmefra, da I jo netop rejser rundt i oktober – og i øvrigt kan booke, mens I er “on the road” – fx via linksne i mine nationalpark artikler.
Tak for feedback 🙂 Vi holder igen med at booke, så er det også nemmere at rejse efter vejr m.m. Vores tur er i grove træk: Kings Canyon – Vegas – Zion – Bryce – Canyonlands – Arches – Mesa Verde – Lake Powell området – evt. North Rim. Og så er der en MASSE ting i mellem disse, som vi også gerne vil se. Petrified Forest ligger et stykke udenfor ruten, derfor blev den droppet i første omgang og jeg er stadig ikke blevet klogere på dette. Efter din kommentar tager vi nok forbi Antelope Canyon alligevel – selvom vi så ikke nødvendigvis får det perfekte lys, men omvendt er det jo ikke sikkert, vi kommer til præcis de kanter igen. Men Bo vil nok mene, at vi skal tage fra Mesa Verden til Petrified til Vegas, så vi ikke skal ind at runde Lake Powell-området, og så kan jeg godt se, at det ikke på samme måde er en omvej. Vi har set South Rim af Grand Canyon for nogle år tilbage og overvejer derfor, om vi skal springe denne North Rim over – men omvendt kører vi næsten lige forbi. Nu hvor jeg har kigget nærmere på turen og de ting der er, kan jeg godt se at vi måske skal undlade Kings Canyon og Sequoia / gemme disse til næste gang.
Tak for rutebeskrivelsen, nu står turen lidt tydeligere for mig. Med jeres rutebeskrivelse, så vil jeg faktisk følge Bo’s anbefaling, og droppe både Lake Powell og Antelope Canyon, der ligger for langt mod vest i forhold til jeres rute. Når I vil forbi Mesa Verde i Colorado, så fortsæt videre sydpå forbi Four Corners (det ligger lige på vejen), og vælg så U.S. 191 sydpå, hvor I kommer ned forbi Canyon de Chelly National Monument og den spændende historiske Hubell Trading Post ved byen Ganado. Og så kommer I automatisk lige forbi Petrified Forest, der ligger lige på ruten (og på den gamle Route 66). Og så får I også lige et par ekstra Route 66 byer med i pakken, bl.a. Holbrook og Winslow. Oppe ved Four Corners kan I godt tage en afstikker til Monument Valley, men hold fast i ruten ned mod Petrified Forest. Grand Canyon bliver der så ikke noget af denne gang, men der I jo også været.
Vi er ved at planlægge en 3 ugers tur til USA her i juni-juli. På vores tur starter vi i Portland, derefter Seattle og derefter Vancouver (da det kun ligger 2,5 times kørsel fra Seattle og vi har hørt det skulle være et besøg værd). Derefter går turen til Glacier National Park, Yellowstone og Grand Teton National Park. Vi slutter af i Salt Lake City, hvor vi flyver hjem fra. Men vi er i tvivl om, vi også skal tage et smut forbi Custer State Park, Rocky Mountains National Park eller Olympic National Park. Hvad kan du bedst anbefale af de 3 steder? Det må jo gerne skille sig lidt ud fra de steder, vi i forvejen kommer forbi. Og er Glacier National Park et besøg værd? Mange hilsner Tine
Custer State Park og hele området omkring Black Hills i South Dakota, som også inkluderer Mount Rushmore, Crazy Horse Memorial og Badlands National Park er en fantastisk statspark i kraft af sine smukke veje gennem parken og de mange bisonokser og dyreliv i parken i øvrigt. Det er godt nok lidt den gale retning i forhold til Yellowstone og Salt Lake City, for Custer og de øvrige parker ligger jo noget længere mod øst. Men som du selv er inde på, så kan I jo lægger vejen ned forbi Rocky Mountains National Park nord for Denver, og så snuppe enten U.S. 40 eller Interstate 70 mod Salt Lake City. Olympic National Park har også mine varmeste anbefalinger – den er en helt anden oplevelse end nogen af de øvrige natur, som I kommer igennem. Glacier National Park har jeg kun “smagt på” i begrænsede mængder, da jeg kørte i motorhome, da jeg var forbi i 2007, og derfor ikke måtte køre ad Going to the Sun Road, hvor motorhomes mig bekendt stadig er forbudt p.g.a. vejens begrænsede bredde. Men det er en skøn park, som dog kræver en omvej – men en meget smuk en af slagsen op gennem Montana. Når det er sagt, er det nok Glacier National Park, jeg vil fravælge, hvis det kniber med tiden – alene p.g.a. beliggenheden, og ikke parkens naturoplevelser. Men kombinationen af Olympic, Yellowstone, Grand Teton, Custer, Badlands og så Rocky Mountains National Park vil sikre jer en meget stor mangfoldighed af naturoplevelser, som byder ind med hver sin type natur og dyreliv. Jeg håber, du kan bruge mit svar – rigtig god tur. I kan roligt glæde jer.
Jeg skal ikke på nogen måde devaluere Henriks svar, for jeg har kun respekt for hans viden, men blot sige at Glacier er en kæmpe omvej værd. Det er rigtigt, at motorhomes ikke må køre op ad Going-to-the-Sun Road (som er 80% af oplevelsen i Glacier) men der er andre måder at komme derop på, hvis man parkerer RV’en i bunden.
Hej Karsten, tak for dit bidrag. Jeg er super glad for dit indspark, for jeg har som sagt ikke selv kørt særlig meget på Going to the Sun Road, og det er jo den, der er det helt store sus i Glacier National Park. Vi havde desværre ikke tid til at køre langt ind i parken, da jeg var der i 2007, så det må bliver ved en senere lejlighed. Jeg mangler stadig et par af de store nationalparker oppe i de hjørne: Ud over kun lige at have besøgt Glacier i et par timer, så mangler jeg også at besøge – for at tage dem fra en ende af: Lassen Vulcanic i Californien, Crater Lake i Oregon, Mount Rainier i Washington og North Cascades også i Washington – sidstnævnte har jeg ikke hørt ret meget om i nogen sammenhænge, men den ligger så også helt oppe ved grænsen til Canada ligesom Glacier gør det.
Tak for svar 🙂 Også til dig Karsten. Jeg tror også det ender med, at vi tager forbi Glacier National Park, for det ser nu helt specielt ud. Vi har lejet en helt almindelig bil, så med den kan vi vel godt køre op ad Going-to-the-Sun Road? Det handler jo virkelig om prioritering, og jeg synes, det er svært at vælge. Der er så mange steder at tage hen. Vi lægger også nok ikke fast på noget hundrede procent, før vi kommer frem, og så må vi se, hvad ferien bringer os 🙂 Sommerhilsner fra Tine
Hej Henrik, super side du har lavet – et overflødighedshorn af god information. Et stort tak herfra. Jeg kunne ikke lige finde et passende sted, at stille mit spørgsmål, så det bliver lige her: Hvilket “indianer” reservat vil du anbefale at besøge? Vi skal på road trip i Californien, Arizona, Utah (meget lidt) og Nevada. Vi vil gerne høre deres fortælling og historie. Jeg har kunne læse mig frem til, at en del reservater helst er fri for turister fordi reservaternes beboere føler sig som dyr i zoo. Hilsen Peter
Indianerreservater er ganske rigtigt ikke steder, hvor turister er specielt velkomne – med mindre der er tale om steder, hvor indianerne selv har inviteret turisterne ind, som fx ved Grand Canyon West i Arizona hos Hualapai Indianerne. Men her kommer I jo kun tæt på Grand Canyon og ikke i nævneværdig grad på indianernes kultur. Jeg kan ikke umiddelbart komme på noget reservat, jeg vil anbefale, for turister er som sagt ikke særligt velkomne i reservaterne, for at sige det pænt. Der er dog et par steder, hvor jeg har selv har mødt indianere i øjenhøjde, hvor det var en positiv oplevelse: Det ene sted var i Monument Valley, hvor jeg på en tur med en indianer i en firehjulstrækker også fik tid til at tale lidt om, hvad han gik og lavede og hvordan det var at bo og arbejde derude i det smukke, men golde område. Men her var det også kun mig og ham, og det hjalp naturligvis på fortroligheden. En anden tilsvarende oplevelse havde jeg på en fototur ind i Antelope Canyon, hvor det var en ung indianer kvinde, som kørte firehjulstrækkeren, som fortalte om hendes studier, og lidt om traditioner i hendes stamme og om at hun skulle giftes inden så længe, o.s.v. Det er i sådanne sammenhænge, at man kommer lidt tættere på – ellers er det faktisk ret svært. Og så skal man jo lige huske, at hovedparten af “indianerne” jo er helt almindelige amerikanere med almindelige jobs, som ikke render rundt med fjerdragt og maling i ansigtet til daglig. De reservater, som du skriver om, er ofte beboet af nogle af de fattigste indianere, der har svært ved at integrere sig i det omgivende samfund. Og ofte er der også store sociale problemer i nogle af disse reservater, og det billede har man selvsagt ikke lyst til at fremvise for turisterne. Så glem tanken om reservaterne, og prøv i stedet at opsøge den indianske kultur, der hvor man som turist er mere velkommen. Og så en meget vigtige detalje: Hvis I tager på nogle af disse guidede ture, så husk at give drikkepenge til guiden efter turen. Og lad være med at være nærig 😉
Man kan også tage til indianer-pow wow. Jeg mener at de som regel er åbne for offentligheden. Her er en kalender: http://www.powwows.com/2013/09/25/2014-pow-wow-calendar/
Super, du bekræftede min tanke derom 😉 Tak for hurtigt svar.
Hej Henrik, først vil jeg, som alle andre rose din side. Vi har brugt den rigtig meget til vores tidligere rejser. Nu er vi ved at planlægge en ny tur til oktober, denne gang gennem bla Grand Canyon, Bryce Canyon, Zion og Yosemite. Og det jeg er i tvivl om med hensyn til denne tur er omkring mad. Er der restauranter i parkerne eller kan man eventuelt købe en “madpakke” på hoteller eller andet, eller andre gode forslag. Vi planlægger at bruge et par dage i både Grand Canyon og Yosemite, og da vi har vores 3 årige dreng med, er det jo ikke sådan lige at springe over et måltid 😉 Hilsen Pia
Der findes restauranter inde i både Grand Canyon og Yosemite, mens der er lidt færre faciliteter i Zion og Bryce. Men de restauranter, der er tale om, er mere ovre i voksenafdelingen i den pænere ende af skalaen, hvor man sidder og nyder naturen, og det måske ikke lige det, I er på jagt efter med en 3 årig. Jeg vil i stedet anbefale jer at køre ind i et af de meget velassorterede amerikanske supermarkeder, hvor I kan enten købe alverdens lækre frugter eller råvarer til selvlavede madpakker – eller købe nogle af de frisklavede sandwiches eller andre delikatesser, som jeg selv købte nogen af – både da jeg var i Texas i november og i Arizona og Utah sidste sommer. For at det kan holde sig, så køb også en køletaske og suppler med nogle isterninger. Så burde I kunne klare jer. Det med madpakker fra hotellet er jeg ikke lige stødt på nogen steder. Hvis andre har gode råd til hjemmelavet mad på vejen, så kom gerne med dem 😉
Hej Henrik, angående Annual Pass forstår jeg ikke dit regnestykke om, at hvis man besøger eksempelvis 2-3 nationalparker, så kan det ikke betale sig at købe et Annual Pass: Et Pass koster USD 80,- Vi kommer eksempelvis en bil med 4 personer. Hvis vi vælger at betale for hver af de 2 parker, så er det 4 personer x USD 25,- x 2 parker = USD 200,- Eller har jeg misforstået noget?
Du har misforstået noget 😉 De 25 dollars gælder for en personbil og alle personer i den. Det er altså ikke 25 dollars pr. person, men 25 dollars for en hel familie. Dermed passer regnestykket, hvis man “kun” skal besøge tre parker, der typisk koster 25 dollars pr. besøg. Men skal man besøge fire parker, så er Annual Pass (årspasset) pludseligt en bedre investering. God tur!
Min veninde har lige fortalt mig, at hvis jeg vil se en solopgang i nogen af parkerne (Joshue Tree, Bryce, Zion, Yellowstone, Yosemite osv.), skal vi sove i parkerne, idet de først åbner kl. 9! Ved du, om det er korrekt? Igen mange tak for en pragtfuld side, som jeg har læst på kryds og tværs 🙂
Det er noget vrøvl, kan du hilse hende og sige 😉 Langt de fleste nationalparker er åbne døgnet rundt, og det gælder også alle de parker, som du nævner der. Den eneste større nationalpark, jeg lige kan kunne i tanke om, som lukker om aftenen, er Petrified Forest, og det skyldes, at man vil undgå tyveri af forsteninger. Ellers er der åbent hele døgnet rundt. Bemærk i øvrigt, at det godt kan være, at man kan køre “gratis” ind i parken, hvis man kommer tidligt, og der ikke sidder nogen ved kontrolposten. Men når man kører ud igen, så kan der pludselig være check af, at man har betalt. Så hvis man ikke har et nationalparkpas, så tjek lige, om man skal betale ved indgangen (fx i en kuvert eller lignende). P.S: Tak for din ros af Highways-USA – godt du kan bruge mine tips 😉
Hej. Tak for en fed hjemmeside – både til konkret planlægning og alm. lystlæsning! Vi påtænker en familetur til det vestlige USA og vil gerne besøge Black Hills, Mount Rushmore m.m. som en del af turen. Hvad er den smarteste rute for dette? Tænker selv, det er at flyve til Denver, derefter Black Hills, Yellowstone, Salt Lake City, Bryce, Grand Canyon (North), Las Vegas og hjemrejse fra Los Angeles. I alt cirka tre uger. Hvad er dine – eller andre brugeres – erfaringer med Black Hills-området? På forhånd tak! Venlig hilsen Martin
Hej Martin, tak for din ros af Highways-USA. Jeres rejserute ser ganske fornuftig ud og tre uger er også passende for de oplevelser, der venter jer på jeres rute. Jeg vil anbefale jer at starte med Rocky Mountains National Park lige nord for Denver, for det er en rigtig spændende park med en fantastisk tur op gennem Rocky Mountains – og en helt anden oplevelse end dem, der fx venter jer i Yellowstone. Apropos Yellowstone, så husk også at komme forbi Grand Teton lige syd for Yellowstone, der igen har en helt anden natur, end den I vil opleve i Yellowstone. Black Hills i South Dakota er et meget spændende område, og det gode ved Black Hills er, at I har fire store seværdigheder inden for en radius af cirka 150 kilometer: Badlands National Park, som på trods af sin golde natur er et meget fascinerende landskab, Mount Rushmore med de fire præsidenthoveder, Crazy Horse Memorial og ikke mindst Custer State Park, som er en helt fantastisk park med masser af buffalos – og i øvrigt også nogle skønne veje med en fantastisk udsigt. Her kan I sagtens bruge to hele dage til at udforske det område. Værd også opmærksomme på, at I kan overveje også at tage Arches og Canyonlands National Parks med i puljen, hvis I fra Salt Lake City vælger en mere østlig og i øvrigt naturmæssigt meget smuk rute, der efter min mening er flottere end turen direkte sydpå fra Salt Lake City. Det burde der være tid til, og så får I virkelig fuld valuta, når det gælder nationalparker. Jeg håber, du kan bruge min inspiration. Fortsat god rejseplanlægning – og godt nytår 😉
Hej Henrik, tak for en god hjemmeside. Vi har hentet meget inspiration og svar på vores spørgsmål på denne side. Vi er godt i gang med at planlægge en tur til det vestlige USA til maj/juni 2014. Vi regner med bl.a. at besøge følgende nationalparker: Joshua Tree, Gran Canyon, Antilope Canyon, Monument Valley, Bryce Canyon, Zion og Yosemite. Vi har booket en fototur i Antelope Canyon. Her kan man jo ikke komme ind uden guide, du anbefaler også en guidet tur i Monument Valley: Spørgsmålet er, om man skal booke den hjemmefra? Og hvad med de øvrige nationalparker, kan der her være problemer med at komme ind, eller skal man “købe billet” i forvejen for at være sikker på at kunne komme ind i parken?
Vi har lejet bil igennem Auto Europe, de skriver at lejen inkluderer ikke PAE (Person og baggageforsikring) spørgsmålet er så om man ikke er dækket gennem sin rejseforsikring?
Hej Tage, tak for din ros af Highways-USA. Det er nogle af de største nationalparker, I har på programmet, så I kan roligt glæde jer. I øvrigt har I valgt et fornuftigt tidspunkt på året, inden varmen for alvor sætter ind – det samme gælder de mange turister, som holder sommerferie i USA i juli og august. Dermed har jeg også delvist svaret på dit spørgsmål om Monument Valley: I behøver efter min overbevisning ikke booke en guidet tur i Monument Valley på forhånd. Der holder næsten altid en hel stribe firehjulstrækkere klar ved besøgscentret til at køre turister rundt inde i selve parken, så det skulle undre mig meget, hvis der var udsolgt i maj eller juni. Heller ikke i forhold til de andre nationalparker, kan jeg lige komme i tanke om ting, I bør reservere på forhånd. Det skulle da lige være overnatning inde i fx Yosemite eller Grand Canyon, men det går jeg ud fra, at I har nogenlunde styr på. Men i forhold til adgang og aktiviteter, så er det bare at møde op ved indgangen og fx vise sit årskort/ nationalparkpas til alle nationalparkerne, som jeg vil anbefale jer at købe: Det koster 80 dollars (2013), og købes ved indgangen til den første nationalpark og giver jer adgang til stort set alle de parker du nævner – med undtagelse af Antelope Canyon og Monument Valley, som skal betales særskilt. Angående billeje, så tjek lige med jeres rejseforsikrings selskab, at I er dækket i forhold til personskade, hvis uheldet skulle være ude. Men det mener jeg, at de fleste rejseforsikringer omfatter. Men dobbelt tjek lige, når I køber jeres rejseforsikring. Fortsat god rejseplanlægning!
Hej Henrik: Forslag til Nationalparker du skal besøge: Mount Rainier i Washington State og Mount St. Helens i Washington State. Den sidste er vist godt nok “bare” et National Monument – men en stor oplevelse. Selvom om vulkanudbruddet her var i 1980, så er effekten stadig meget tydelig. Mount Rainier er bare flot – og kan ses fra det meste af staten. Ankommer man til Seattle fra søsiden, ses bjerget som et smukt “backdrop”.
Hej Per, tak for nogle gode forslag til nationalparker. Jeg har faktisk besøgt Mount St. Helens, men det var helt tilbage i år 2000, inden jeg grundlagde Highways-USA, så derfor har jeg ikke skrevet en artikel om Mount St. Helens, da stedet sikkert har ændret sig siden dengang. Men du har helt ret: Det er en spændende park, og tilbage i 2000 var det også meget interessant at se, hvordan naturen “allerede” var ved at genetablere sig. Mount Rainier står på min liste over parker i Pacific Northwest – i øvrigt sammen med Crater Lake i Oregon og Lassen Vulcanic Park i det nordlige Californien, så der er lige “tre på stribe” der, når jeg kommer på de kanter igen. Og til den tid kan det meget vel være, at jeg laver et genbesøg ved Mount St. Helens 😉
Hvis man kører sydfra – altså starter med Lassen Vulcanic National Park – så kan det anbefales at overnatte i Redding og besøge Turtle Bay Park med den fascinerende Sundail Bridge, inden den korte køretur til Lassens National Park. Næste overnatning kunne passende være i Klamath Falls, hvorfra Crater Lake National Park nemt besøges. Når Crater Lake National Park forlades, anbefales det at køre via Diamond Lake og fortsætte ad Umpqua Scenic Highway gennem skoven til Roseburg. Gør stop ved et eller flere af de smukke vandfald i skoven, specielt Toketee Falls er smukt. Fortsæt op ad Highway 5 til Portland og forstaden Troutdale, derfra køres på den smukke tur Historic Columbia River Highway på grænsen mellem Oregon og Washington State. Dette før Mount St. Helens og Mount Rainer, som bestemt også er besøg værd. Vi kørte turen i september 2012 som en del af en længere USA tur.
Hejsa: Er det okay at købe et brugt kort som kun er underskrevet med et navn. Eller skal man kunne bevise at man har købt kortet fra nyt af. Vi skal besøge 2-3 steder, men kan få kortet til under halv pris brugt. Malene Løvgreen
Hej Malene, et nationalparkpas – det såkaldte Annual Pass – er personligt, og er udstedt til/ underskrevet af den person, som køber det. National Park Services er blevet mere opmærksomme på “snyd” med passene – bl.a. skal man fremvise billed ID i nogle parker, hvor navnet på nationalpark passet og ens eget billed ID skal være identisk. Så jeg ville personligt nok siger pænt nej tak til tilbuddet om at købe et Annual Pass til halv pris – 40 dollars – hvis du ikke kan bevise, at du er den retmæssige indehaver af passet. Og hvis I alligevel “kun” skal besøge to nationalparker, kan I næsten lige så godt vælge at betale entre ved indgangen – i stedet for at begive jer ud i et projekt, hvor der I risikerer at blive afvist ved indgangen. Hvis I maksimum skal se tre parker, kan det i øvrigt ikke betale sig for jer, at købe jeres eget Annual Pass, da I maks komme til at betale 25 dollars pr. park – afhængig af, hvilke nationalparker, I skal besøge på jeres rute. Nogle af de “mindre” parker er billigere. Det er kun parker som Grand Canyon, Zion og Bryce Canyon, der koster 25 dollars pr. bil.
Tak for svaret, havde selv lidt det med ID i tankerne og derfor ville jeg lige høre hvad din mening var før jeg evt, købte et. De findes på DBA og Gul & Gratis, så der var jo en del penge at spare hvis man skal i mange parker. Personligt skal vi i Grand Canyon og Zion og evt noget oppe omkring St. Geroge og Hurricane. Lige angående St. George og Hurricane, er der da noget særligt som du vil anbefale? ML
Hej igen, jeg har lige selv tjekket Gul og Gratis, og kan godt se, at der er nogle stykker, som har sat deres national park pas til salg fra deres ture denne sommer. Officielt er denne overdragelse af kort ikke tilladt – også selvom der er plads til to underskrifter på kortene. Det er helt klart ikke den intention, National Park Services har haft med kortet, da man gjorde plads til to underskrifter. Her er det tænkt som et “familiekort”, hvor en anden person i familien også kan benytte kortet, uden at den person, som kortet oprindeligt er udstedt til, er til stede på turen. Jeg vil lade det være op til hver enkelt, om folk vil lade sig lokke af muligheden for at begå denne lidt specielle form for “svindel”. Personligt synes jeg, at oplevelserne – og servicen – i de amerikanske nationalparker er så store, at jeg i denne sammenhæng godt vil betale “fuld pris” – og få mit eget national park pas – og have mit eget navn på som den person, kortet oprindeligt er udstedt til.